
- Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix (arkiv)
Nyt datagrundlag kan løse usammenlignelig data for ventetider på genoptræning
Kommunernes kritik af registreringen af ventetider for genoptræning bliver løst med et nyt datagrundlag, som bliver indført næste år.
Udgivet: 05/12/2024
Fremover bliver data over ventetid til genoptræning mere sammenlignelige på tværs af kommunerne. Det sker som følge af, at registreringen fremover ikke skal ske via Sundhedsvæsenets KlassifikationsSystem (SKS-registeret), men overgår til kommunernes egen datastandard Fælles Sprog III.
"De nye registreringer, som kommunerne tager i brug inden udgangen af 2025, kan give en meget mere præcis ventetidsberegning," skriver Hanne Agerbak, kontorchef for Sundhed og Ældre i Kommunernes Landsforening (KL), i en kommentar til NB-Ældre.
I den nuværende måde at opgøre ventetiden på bliver der ikke taget højde for fagligt begrundet ventetid eller patientinitieret ventetid, hvilket har fået en række kommuner til at kritisere opgørelsen.
Det bliver løst, når registreringen bliver en del af Fællessprog III. Beslutningen om de nye data blev taget i forbindelse med økonomiaftalen mellem regeringen og KL i 2023.
"Her er netop inkluderet muligheden for at registrere de tilfælde, hvor borgeren ikke kan starte inden for syv dage grundet for eksempel udskudt opstart og andre årsager. Det vil give et meget mere nuanceret billede af ventetiden for borgerne til genoptræning i kommunerne," skriver kontorchefen.
Rejste problemet tilbage i 2016
Regeringen, Danske Regioner og KL aftalte i 2016 otte nationale mål for sundhedsvæsenet. For hvert af de nationale mål er der en række indikatorer. En af indikatorerne er ventetid til genoptræning.
KL er enig med kommunerne i, at den nuværende opgørelse af ventetid til genoptræning ikke giver et retvisende billede af ventetiden, og forklarer i den sammenhæng, at KL har rejst problematikken allerede tilbage i 2016.
"Sundhedsdatastyrelsen konkluderede dengang, at det var meget vanskeligt at forbedre opgørelsen, så der tages højde for den faglige begrundede ventetid og ventetid ønsket af borger selv," forklarer Hanne Agerbak.
Det er nemlig Sundhedsdatastyrelsen, som står for opgørelsen af ventetiden på genoptræning, men også de ser muligheder i de nye planer for registrering i Fællesprog III.
"Hvis de nye indikatorer dér, gør det muligt at opgøre ventetiden mere præcist, så vil vi naturligvis bruge det grundlag. Det vil dog fortsat være medianventetiden, der er vores fokus,” skriver Mette Keis Jepsen, afdelingschef i Sundhedsdatastyrelsen, i en kommentar til NB-Ældre.
Ens retningslinjer fremover
Kommunerne har også tidligere i NB-Ældre udtryk, at der i den nuværende registrering ikke er nogen tydelig praksis for, hvordan kommunerne skal registrere data. Skal registreringen foregå, når borgeren står i træningslokalet første gang - eller skal man allerede registrere ved den første telefonsamtale, hvor borgeren måske har fået lidt vejledning. Det bliver der også rettet op på, påpeger Hanne Agerbak.
”Der bliver ens retningslinjer for, hvordan man registrerer med Fælles Sprog III," skriver hun.
Flere kommuner har også kritiseret, at ventetiden bliver målt som et mediantal. For selv om en kommune har en median ventetid på syv dage, så kan der være mange borgere, som venter længere end syv dage.
”Som nævnt er vi enige i, at det nuværende mål er misvisende, fordi ventetiden her også indeholder fagligt begrundet og borgerønsket ventetid og dermed er højere end den reelle ventetid. Om der findes en bedre indikator på det nationale mål, som kan benyttes, indtil man får de mere retvisende tal, kan jeg ikke vurdere, men hvis der er konkrete forslag, tager vi dem gerne med til arbejdsgruppen for de nationale mål," skriver Hanne Agerbak.
Sidst opdateret: 05/12/2024 - 08:12










































