
Ældreminister Mette Kierkgaard ser frem mod implementeringen af ældrereformen. - Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Ældreminister svarer uden om på spørgsmål om værdig ældrepleje
Er det værdigt med rengøring én gang om måneden? Ældreminister Mette Kierkgaard svarer hverken ja eller nej, men vender blikket mod implementeringen af ældrereformen.
Udgivet: 28/11/2024
Medarbejdere bruger for meget tid på dokumentation og på at udfylde skemaer frem for på de ældre.
Det erkender ældreminister Mette Kierkgaard (M) i et ministersvar. Men, skriver hun:
"Det kommer vi til at ændre med ældreloven, der leverer en historisk frisættelse af ældreplejen. Med mennesket i centrum."
Ældreministeren svarer uden om på spørgsmålet fra Dansk Folkepartis ældreordfører, Pia Kjærsgaard, om det er en værdig og rimelig behandling af de ældre, når der i visse kommuner kun gøres rent i deres hjem hver fjerde uge. Pia Kjærsgaards spørgsmål kommer efter, at flere kommuner har forventet at spare på rengøringen i år.
Det er afgørende, mener ældreministeren, at en kommunes kvalitetsstandarder aldrig må erstatte, at der foretages en individuel konkret vurdering af ens behov for hjælp og pleje. Hun understreger, at den praktiske hjælp skal gives ud fra en faglig vurdering af, hvad der er en ordentlig og forsvarlig hjælp for den enkelte ældre.
"Værdigt og rimeligt"
Det er så tæt, som Pia Kjærsgaard kommer på et svar.
I stedet vender ældreministeren blikket mod implementeringen af ældrereformen.
"Af ældreloven vil det følge, at kvalitetsstandarder og central visitation erstattes med rummelige pleje- og omsorgsforløb, hvor hjælpen og plejen planlægges fra gang til gang i tæt dialog med den enkelte ældre og medarbejderen, der kender til den ældre," skriver hun.
Mette Kierkgaard oplyser, at der fremover stilles krav om, at hjælpen og plejen tager afsæt i kontinuitet, fleksibilitet og sammenhæng – hver eneste gang:
"På den måde vil kvaliteten fremadrettet bestå i, at man får den hjælp, man har behov for – og ikke den hjælp, der er udmålt i minutter på rådhuset. Det synes jeg er både værdigt og rimeligt," skriver hun.
Sidst opdateret: 27/11/2024 - 20:38










































