
"Jeg synes, det virker som om, opgaven er underfinansieret," siger Bent Greve. - Foto: Pressefoto
Professor kritiserer nyt tilsynsbudget: Pengene rækker ikke langt
Ældretilsynet skal sikre dialog og høj kvalitet på ældreområdet. Men det opnår man ikke med de 32,8 millioner kroner, som er blevet afsat, understreger professor Bent Greve.
Udgivet: 26/11/2024
Der er blevet afsat 32,8 millioner kroner til til det nye tværkommunale ældretilsyn. Men beløbet er ikke tilstrækkeligt til at sikre et effektivt og grundigt tilsyn.
Sådan lyder det fra Bent Greve, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet.
"Hvis vi vurderer det lidt rundt, så giver 32 millioner kroner måske omkring 30 ansatte alt i alt – og det er ikke meget, når der også skal laves kvalitetsvurderinger, skrives rapporter osv. Jeg synes, det virker som et meget optimistisk skøn," siger han.
Hans udtalelse kommer i kølvandet på bekendtgørelsen om ældretilsyn, som Ældreministeriet udsendte i høring i sidste uge. Tilsynets formål er at støtte de omfattede plejeenheder i at sikre kvalitet i helhedsplejen ud fra ældreloven, hvilket opnås gennem læringsorienteret dialog, rådgivning og sparring. En række opgaver, som ifølge professoren kræver væsentligt flere ressourcer.
Praktisk papirarbejde
Der er cirka 1.000 plejehjem i Danmark. Selv om de kun skal besøges hvert femte år – det vil sige cirka 200 plejehjem om året – vil der ifølge Bent Greve også være behov for ekstraordinære besøg, hvis der opstår specifikke sager.
Han mener, at Ældrelinjen er et centralt element, hvis omfang endnu er ukendt:
"Jeg synes, det virker som om, opgaven er underfinansieret. Specielt fordi man må regne med, at der af og til opstår sager, hvor der er behov for et mere grundigt tilsyn og at fastholde dialogen," og fortsætter:
"Der skal ikke ret meget til, før man må sige, at de her millioner ikke rækker langt. Der lægges også op til, at der skal være en god kvalitativ feedback, og det er sådan set positivt og fornuftigt. Men det betyder bare, at det ikke er tilstrækkeligt blot at tage besøg, der skal være dialog og handles på besøgene. Der er en masse praktisk papirarbejde, der skal laves ved siden af," siger han.
De 32,8 millioner kroner er ikke kun til løn af ansatte. Der er også omkostninger ved transport, kontor, it-udgifter, forsikringer, og alt det andet, der følger med at have medarbejdere ansat, forklarer Bent Greve:
"Der skal betales for administration og praktiske omkostninger, herunder husleje og transporten ud til stederne. Der er en masse faste omkostninger ved at lave den her type af aktiviteter."
Feedback og læringseffekt
Professoren fremhæver også betydningen af det geografiske aspekt: mange af tilsynsbesøgene vil finde sted langt fra de ansvarlige kommuners egne områder, hvilket gør det endnu mere ressourcekrævende.
"Der skal også opsamles viden om, hvad man får ud af de her tilsyn. Hvilken læringseffekt kan man drage af dem, så man kan give feedback til kommunen mere generelt?" siger han.
Med de nuværende midler vil man være nødt til at prioritere mellem opgaverne, hvilket kan betyde, at nogle tilsyn får mindre opmærksomhed end ønsket. Professoren peger på, at det er afgørende at sikre tilstrækkelig feedback og læringseffekt fra besøgene for at kunne forbedre plejen over tid og dermed leve op til ambitionerne.
Bent Greve bemærker, at der stadig er mulighed for justeringer:
"Hvis der bliver pres på Christiansborg og hos ministeren, kan der potentielt blive afsat flere penge. I sidste ende afhænger det af, om det politiske system kan finde midlerne," siger han og pointerer, at de kommuner, der skal stå for tilsynet, må vurdere, om de kan dække deres omkostninger med de nuværende budgetter.
Sidst opdateret: 26/11/2024 - 10:20










































