Samarbejdet mellem hospitalet og det nære sundhedsvæsen er helt afgørende, hvis sundhedsreformen skal kunne levere i forhold til at skabe et mere nært sundhedsvæsen.

Det mener Anne Frølich, klinisk professor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

"Det skyldes, at mange af de sundhedsfaglige ressourcer ligger hos hospitalet. De skal ud i det nære sundhedsvæsen for at virke og hjælpe de mennesker, som på nuværende tidspunkt ikke altid får den optimale behandling," siger hun.

Hendes udtalelse kommer i kølvandet på sundhedsreformen, som sundhedsminister Sophie Løhde (V) og aftalepartierne præsenterede fredag i sidste uge. Målet med reformen er blandt andet at sikre en bedre og mere sammenhængende behandling for ældre borgere.

Ifølge professor Anne Frølich kræver det nogle væsentlige ændringer.

"Vi mangler jura, der sikrer, at vi kan dele data på tværs af organisationerne, og der er også nogle it-barrierer, fordi det er forskellige systemer, vi bruger."

Hun anerkender, at der i sundheds- og ældrereformen er mange bestræbelser på at gøre det bedre. Men, siger professoren: "Det kræver altså, at man bliver ved med at kigge på det og udvikle systemerne, så de kan tale sammen."

En kulturændring er nødvendig

Anne Frølich påpeger, at det i øvrigt er mindst lige så vigtigt, at de forskellige fagsprog lærer at tale sammen.

"Forståelsen af, hvorfor det er vigtigt, er måske ikke altid til stede, fordi man ikke ved nok om hinandens organisationer," siger hun.

Ifølge professoren er ældre patienter ofte i kontakt med flere forskellige fagprofessionelle. Det er derfor vigtigt, at både det primære og sekundære sundhedsvæsen har en forståelse af, at samarbejde og vidensdeling er nødvendigt. På den måde kan patienterne blive mødt med en ensartet forståelse og behandling af sygdommene. Som sundhedsvæsenet er organiseret nu, bliver det ofte patienten selv - eller de pårørende - der skal koordinere forløbet:

"Det er vældigt komplekst. Man skal virkelig være dygtig for at kunne styre de her forløb, fordi man som patient ikke på forhånd kender systemet særligt godt eller ved, hvilken vej man skal gå."

Hvis samarbejdet mellem sundhedsaktørerne skal lykkes kræver det ifølge hende en kulturændring, hvor patienterne bliver set som hele mennesker, og hvor systemet tager ansvar for sammenhængende forløb for mennesker med flere sygdomme.

"Det lyder jo som om, jeg sidder i en kirke, når jeg siger det. Men det er noget, man kan kigge på – både i undervisningen af læger og sygeplejersker, men også i den daglige kultur. Det kræver et stort og øget fokus," siger professoren.

For eksempel kan samarbejdet omkring hjertepatienter være problematisk, når patienter skal sendes fra hospitalet og hjem, hvor deres egen læge overtager ansvaret for behandlingen. Det kræver klare kommunikationslinjer, så ændringer i medicin eller behandling er forståelige for alle involverede.

"Vi er i gang med at afprøve og udvikle videobaserede udskrivelser fra de kliniske afdelinger til patientens eget hjem for at sikre den nødvendige dialog mellem hospitalets læger, sygeplejersker og praktiserende læger på Slagelse hospital," fortæller hun og fremhæver, at sådan en løsning kan en del af flere nye løsninger for et sammenhængende sundhedsvæsen.