
"Jeg synes, det virker som om, opgaven er underfinansieret," siger Bent Greve. - Foto: Pressefoto
Professor: Her er de største udfordringer ved ældreloven
Selv om der er sket en række præciseringer i det endelig lovforslag til ældreloven, står kommunerne fortsat over for udfordringer med uklare retningslinjer, påpeger professor Bent Greve.
Udgivet: 19/11/2024
Der er stadig mange uklarheder i lovforslaget til ældreloven, selv om der er sket flere præciseringer, siden udkastet til loven blev sendt i høring i august.
Det påpeger professor Bent Greve fra Roskilde Universitet, efter han har gennemgået ændringerne i lovforslaget til ældreloven.
De mange uklarheder betyder, at kommunerne får udfordringer, når de skal gennemføre loven og derfor skal bruge tid på at forstå, hvad de skal gøre.
Det første, som Bent Greve slår ned på, er spørgsmålet om, hvad kommunerne skal levere af forløb. Altså hvad de ældre for eksempel kan forvente af hjælp i hjemmet, herunder rengøring og støtte til praktiske opgaver, men også mere plejekrævende opgaver.
Bent Greve påpeger nogle af uklarhederne i lovforslaget:
”Hvornår skal borgerens sag tages op på ny? Og hvor meget rum giver man medarbejderne til at justere beslutningerne? Det er den del, jeg stadigvæk ikke synes er særligt klart.”
Det bliver ifølge professoren en stor opgave for kommunerne at skabe en klar praksis for, hvornår en ny vurdering skal finde sted, og hvornår mindre justeringer kan foretages uden en ny visitation.
”Det kan risikere at betyde, at der faktisk ikke sker ret meget, forstået på den måde, at nogle vil sige: ’Jamen, det er jo det, vi allerede har i dag,’ fordi det ikke er mere klart defineret, hvad der skal ligge i det," siger Bent Greve.
Han mener, det er fint, at kommunerne får nogle muligheder for at tilpasse hjælpen mere fleksibelt. Men han savner en tydeligere beskrivelse af, hvornår medarbejderen kan justere uden en ny visitering, samt hvornår en ny visitering er nødvendig.
"De ældres funktion svækkes gradvist, og det betyder, at der løbende er brug for at tage stilling til, om der er brug for mere hjælp end det, man får i øjeblikket," siger han.
Risiko for konflikt med pårørende
Lovforslaget ligger op til, at borgerne får medbestemmelse om, hvilke konkrete ting, der skal løses. Men det er ikke blevet præciseret, hvor stor den er, og hvor ofte der kan afviges fra, hvad der forventes leveret.
Ifølge professoren er der en indbygget konflikt i lovforslaget, fordi der er en række borgere, som måske ikke er i stand til at træffe den mest optimale og bedste beslutning.
”Når man antyder, at borgeren kan være medbestemmende, kan det også være, at borgerens pårørende synes, de skal være medbestemmende om, hvad borgeren skal have. Det kan give en konflikt med de pårørende,” siger han og tilføjer:
”Der kan opstå et skisma her, og det synes jeg ikke, man har fået løst i det lovforslag, der ligger på bordet nu,” siger professoren.
Forebyggende indsats risikerer nedprioritering
Bent Greve understreger, at loven heller ikke er præcis nok, når det kommer til den forebyggende indsats for ældre. Mens der i det endelige lovforslag nævnes en forpligtelse for kommunerne til at udføre forebyggende arbejde, er der ingen klare krav til, hvad indsatsen konkret skal indebære.
"Derfor er der en risiko for, at nogle kommuner – i perioder med mangel på økonomi og mangel på medarbejdere – vil nedprioritere den forebyggende indsats, siger han og tilføjer:
”Vi ved faktisk, at det er ret godt for en velfungerende ældreomsorg, at den forebyggende indsats er i top,” siger Bent Greve, som mener, at manglen på præcise krav kan føre til variationer i kvaliteten af ældreplejen.
Sidst opdateret: 11/12/2024 - 10:01










































