
Louise Thule, chef for Senior og Rehabilitering i Haderslev Kommune, foreslår, at digitale løsninger skal være førstevalg i ældreplejen. - Foto: Rikke Gundersen, NB-Ældre
Ældrechef: Digitale tilbud skal være førstevalg
Hvis rekrutteringsudfordringerne skal løses på ældreområdet, skal digitale tilbud være førstevalg i ældreplejen, foreslår ældrechef.
Udgivet: 14/11/2024
De digitale tilbud bør på sigt være førstevalg til de ældre, som faktisk kan mestre et digitalt tilbud.
Det foreslår Louise Thule, chef for Senior og Rehabilitering, Haderslev Kommune, som en af løsningerne på rekrutteringsudfordringerne på ældreområdet.
“Loven bør lægge op til, at digitale tilbud kan være førstevalg, hvis det kan dække borgerens behov, og borgeren kan mestre et digitalt tilbud” siger Louise Thule.
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) opfordrede på Kommunale Velfærdschefers årsmøde kommunerne til at komme med forslag til, hvordan ministeren bedst kan hjælpe kommunerne med at løse manglen på arbejdskraft på ældreområdet. NB-Ældre har derfor spurgt en række ældrechefer og direktører i kommunerne, hvad de ser af løsninger.
Ministeren kan hjælpe os på vej
“Jeg kunne godt have tænkt mig, at den nye ældrelov havde været lidt mere spids på mulighederne for digitalisering af visse opgaver. Fordi digitalisering jo er et middel til at bruge færre sundhedsfaglige ressoucer på landevejene, og fordi digitalisering samlet set nedbringer behovet for medarbejderressourcer, som jo bliver til en mangelvare,” siger Louise Thule.
I dag har Haderslev Kommune omkring 2.200 ugentlige digitale kontakter i ældreplejen, fortæller ældrechefen.
“Vi er en af de kommuner, der har godt gang i digitalisereringen på ældreområdet. Men potentialet er stadig stort,” påpeger hun.
Det vil være lettere for os at indfri potentialet, hvis kommunen understøttes med et rygstød fra lovgivningen.
“Vi arbejder aktuelt efter et frivillighedsprincip, og går sådan lidt forsigtigt og lidt langsomt frem. Der synes jeg, at ministeren kan hjælpe os bedre på vej. Der er meget mere, der kan løses i klinikkerne og i de digitale rum,” siger ældrechefen fra Haderslev.
Hvordan løser vi manglen på arbejdskraft på ældreområdet?
På Kommunale Velfærdschefers årsmøde opfordrede ældreminister Mette Kierkgaard (M) kommunerne til at komme med forslag til, hvordan ministeren bedst hjælper kommunerne med at løse manglen på medarbejdere på ældreområdet.
NB-Ældre har derfor spurgt en række ældrechefer og direktører om deres bud på en løsning. Har du et forslag til, hvad ministeren kan gøre, må du meget gerne skrive til redaktør på NB-Ældre Rikke Gundersen på [email protected]
Sidst opdateret: 14/11/2024 - 10:26










































