Thomas Krarup, direktør for sundhed, kultur og omsorg i Randers Kommune (tv.), Else Zippor, direktør for voksenområdet i Billund Kommune og Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer.

Thomas Krarup, direktør for sundhed, kultur og omsorg i Randers Kommune (tv.), Else Zippor, direktør for voksenområdet i Billund Kommune og Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer. - Foto: Pressefoto

Ældredirektører roser justeringer af Ældrelinjen i nyt lovforslag

Oplysninger om bekymrende forhold skal så vidt muligt rettes lokalt inden henvendelse til Ældrelinjen. Sådan bør det også være, lyder det samstemmende fra ældredirektører. De er glade for korrektionen.

Udgivet: 12/11/2024

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

"Det er værd at bemærke, at man faktisk har taget høringssvarene meget seriøst."

Sådan lyder det fra Thomas Krarup, direktør for sundhed, kultur og omsorg i Randers Kommune, som kommentar på præciseringen af brugen af Ældrelinjen.

Han glæder sig over, at det i det endelige lovforslag om ældretilsyn er blevet præciseret, at oplysninger om bekymrende forhold på et plejehjem, så vidt muligt skal rettes til plejeenheden eller til en ansvarlig myndighed, inden man henvender sig til Ældrelinjen.

”Det er jeg meget glad for,” siger Thomas Krarup.

Ændringen sker, efter at en række høringssvar har udtrykt bekymring for, at der ikke var noget filter i forhold til Ældrelinjen, som skal varetages af de kommuner, som skal stå for det tværkommunale ældretilsyn. Thomas Krarup forklarer, at Ældrelinjen på den ene side kan ses som et bureaukratisk tiltag, mens det på den anden side kan ses som noget positivt for de borgere, som mener, at de ikke får den rette hjælp. Men, tilføjer han:

”Man skal bare huske, at kommunerne i forvejen har et meget velfungerende system."

Det siger han blandt andet med henvisning til kommunernes whistleblowerordninger.

Thoms Krarup mener i øvrigt, at det er en helt almindelig forventning, vi har i Danmark: at man forsøger at løse problemstillingerne på et så lokalt niveau som overhovedet muligt.

"Jeg synes, det er meget fornuftigt, at man får afdækket mulighederne for at rette op lokalt, inden man giver sig i kast med at ringe til Ældrelinjen og dermed sætter det store bureaukratiske svinghjul i bevægelse. For så bliver det noget teknokratisk systemsnak – og det er der ingen, der får gavn af,” siger han.

Fik du læst?

Endeligt lovforslag anbefaler Ældrelinjen som anden valg

Ønske om et lille drej mere

Else Zippor, direktør for voksenområdet i Billund Kommune, er på samme linje - i hvert fald helt overordnet. Hun er glad for præciseringen. Men hun kunne godt have ønsket sig, at man havde givet den "et lille drej mere", så der rent faktisk blev et krav, at der skal være en dialog med kommunen inden en eventuel henvendelse til Ældrelinjen.

"Jeg ville i hvert fald være ked af, hvis borgere eller pårørende går direkte til Ældrelinjen med et problem, hvis vi slet ikke har hørt om det. Jeg vil håbe, at man har tillid til os først," siger hun.

Hun påpeger, at tillid til medarbejdere og ledere er en af kerneværdierne, som Ældrereformen bygger på.

"Derfor synes jeg godt, man kunne have gået skridtet videre og sagt, at der faktisk også er tillid til, at kommunerne selv kan finde ud af at håndtere det i første omgang. Hvis man så oplever, at der ikke sker noget, så går man videre," siger hun.

Fik du læst?

Fem love på ældreområdet er fremsat: Her er de

Ved kommunen besked?

Formanden for de Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg, synes, der er meget fornuft i, at man starter med at kontakte sin kommune, før man går videre til Ældrelinjen. Men siden der ikke er tale om et krav, er han usikker på, hvor stor en betydning justeringen af lovforslaget kommer til at få.

Havde du ønsket, at det var et krav frem for en opfordring?

"Om det skal være et krav, er svært at sige. I de tilfælde, hvor der ikke er fare for patientsikkerhed, bør det være et krav. Men under alle omstændigheder synes jeg i hvert fald, det ville være naturligt, at man på Ældrelinjen indleder enhver samtale med at spørge, om man har forsøgt at drøfte problemet lokalt med sin forvaltning, politikere i kommunen eller en borgerrådgiver," siger han:

"Det er nok det allervigtigste i virkeligheden: at man får det afklaret først."

Sidst opdateret: 12/11/2024 - 11:51

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]