
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) kalder velfærdsteknologi for en ”win-win-win-situation for vores ældre, medarbejderne og samfundet.” - Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix (arkiv)
Anbefalinger til udbredelse af velfærdsteknologi er på vej
Ældreministeriet har netop nedsat det partnerskab, som skal komme med anbefalinger til udbredelsen af velfærdsteknologi på ældreområdet. Anbefalingerne forventes at blive præsenteret medio 2025.
Udgivet: 28/10/2024
Ældreministeriet har nu lanceret det partnerskab, der skal bane vejen for en national strategi til udbredelse af velfærdsteknologi i ældreplejen. Første møde finder sted 20. november og partnerskabets første anbefalinger forventes at blive præsenteret medio 2025.
Det oplyser ministeriet i en pressemeddelelse.
Formålet er at sikre mere frihed og selvstændighed for ældre, samtidig med at medarbejdernes tid frigøres til kerneopgaverne.
”Velfærdsteknologi kan give borgeren mere frihed til at leve et selvstændigt og værdigt liv i trygge rammer, og det kan frigøre opgaver fra travle medarbejdere, så der bliver mere tid til det, der er vigtigt – til nærværet, omsorgen og plejen af vores ældre," siger ældreminister Mette Kierkgaard (M) i pressemeddelelsen.
Hun kalder det en ”win-win-win-situation for vores ældre, medarbejderne og samfundet.”
Strategien er del af den brede politiske aftale om ældrereformen, som regeringen indgik i april med støtte fra Danmarksdemokraterne, SF, Liberal Alliance, Konservative og Radikale. Aftalen omfatter 39 mio. kr. til at udbredelsen af velfærdsteknologi, hvoraf 10 mio. kr. er afsat til 2024.
Ældreordfører Hans Chr. Schmidt (V) understreger, at ”velfærdsteknologier kan hjælpe til at give mere frihed og selvstændighed til vores ældre medborgere.” Samtidig opfordrer ældreordfører Kirsten Normann Andersen (SF) til en klog udrulning og fremhæver teknologiens potentiale til at forbedre både behandling og medarbejdernes arbejdsforhold.
Partnerskabet består af repræsentanter fra 18 relevante aktører. De skal både dele erfaringer om udvikling, effekt og behov samt drøfte de etiske dilemmaer, som følger med udviklingen.
Partnerskabet
Partnerskabet kommer til at bestå af en række repræsentanter fra:
Ældreministeriet
Danish.Care
Dansk Erhverv
Dansk Industri
Dansk Sygeplejeråd
Danske Fysioterapeuter
Danske SOSU-skoler
Danske Professionshøjskoler
Danske Ældreråd
Ergoterapeutforeningen
FOA
IDA
Health Tech Hub Copenhagen
IT-Brancen
KL
Ældre Sagen
Fire private virksomheder
Relevante ministerier
Kilde: Ældreministeriet
Sidst opdateret: 28/10/2024 - 11:07










































