
Danskerne tror ikke på en mere værdig ældrepleje frem mod 2023, viser ny undersøgelse. - Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix (arkiv)
Danskerne tror ikke på en mere værdig ældrepleje
51 procent af danskerne tror ikke på, at det politiske system kan levere en mere værdig ældrepleje i det offentlige frem mod 2030. Det viser en ny undersøgelse fra INVI.
Udgivet: 10/09/2024
Selvom aftalepartierne med ældrereformen ønsker en bedre hverdag til de ældre, så er der ikke mange danskere, der tror, at det politiske system vil lykkes med det frem mod 2030.
Hele 51 procent svarer i en ny undersøgelse foretaget af INVI (Institut for vilde problemer) i samarbejde med Epinion, at det er enten "usandsynligt" eller "meget usandsynligt", at det politiske system kan levere en mere værdig ældrepleje i den offentlige sektor i 2030.
Kun 15 procent svarer, at det er 'sandsynligt' eller 'meget sandsynligt', at der kan leveres resultater.
Med ældrereformen afsatte aftalepartierne en millard kroner til et kvalitetsløft i ældreplejen. Med finansloven havde finansminister Nicolai Wammen (S) 2,5 mia. kr. ekstra med til velfærdsområderne i kommunerne. Værdighed i ældreplejen har været på den politiske dagsorden i mange år, men alligevel tror danskerne ikke på, at det vil ske i de kommende år.
"Danskerne mener, det er usandsynligt, at det politiske system er i stand til at levere på en række dagsordener frem mod 2030 – det gælder især mindre bureaukrati og en mere værdig ældrepleje," fremgår det af undersøgelsen.
På sammen måde svarede ældredirektørerne i kommunerne i en tidligere undersøgelse fra NB-Ældre, at de ikke tror på et kvalitetsløft af ældreplejen. 16 af de 27, som svarede, sagde, at de ‘slet ikke’ eller ‘i mindre grad’ tror på et kvalitetsløft. Otte svarede 'i nogen grad'. Kun tre svarede, at de ‘i meget høj grad’ eller ‘høj grad’ vurderer, at der kommer en bedre ældrepleje.
Tror heller ikke på mindre bureaukrati
I undersøgelsen fra INVI forholder danskerne sig også til bureaukrati. 57 procent svarer således, at det enten er "usandsynligt" eller "meget usandsynligt", at det politiske system kan levere mindre bureaukrati i den offentlige sektor i 2030. Kun ni procent tror derimod på det.
Det ligger ligeledes i tråd med, hvad mange ældredirektører har svaret i forhold til ældreområdet i en undersøgelse foretaget af NB-Ældre. 20 af de 27 direktører, som har svaret, sagde således, at de ‘slet ikke’ eller ‘i mindre grad’ tror på, at ældrereformen vil medføre en ‘omfattende afbureaukratisering og reduktion i dokumentationsbyrden’, som det lyder i reformen.
Undersøgelsen fra INVI er lavet på baggrund af en repræsentativ stikprøve blandt 1.041 danskere.
Sidst opdateret: 10/09/2024 - 08:36










































