Rapport: Sådan fastholder kommunerne ufaglærte i ældreplejen
Tre forhold er afgørende for, at kommunerne kan lykkes med at fastholde ufaglærte medarbejdere i ældreplejen, viser ny rapport. Og fastholdelsen er afgørende mange steder for nok arbejdskraft.
Udgivet: 14/05/2024
En god introduktion, trygge rammer og adgang til faglig sparring.
Det er tre centrale elementer, som lederne i ældreplejen skal være opmærksomme på, hvis de vil fastholde ufaglærte i ældreplejen, viser en ny undersøgelse fra Videnscenter for værdig ældrepleje i Sundhedsstyrelsen, som kortlægger ufaglærtes rolle i ældreplejen.
"Den kvalitative undersøgelse viser, at ufaglærte medarbejdere oplever samarbejdet med de ældre borgere som meningsfuldt og givende. Og hvis ledelsen tilbyder de ufaglærte en god introduktion, trygge rammer og adgang til faglig sparring, så øger det sandsynligheden for, at de ufaglærte, der typisk er løsere knyttet arbejdet end de faglærte, får mod på at blive i faget," hedder det i en pressemeddelelse i forbindelse med undersøgelsen.
Mange kommuner står over for rekrutterings- og fastholdelsesproblematikker i ældreplejen, og derfor kan det være nødvendigt at have fokus på, hvordan man fastholder og opkvalificere ufaglærte medarbejdere.
Vil følges i længere periode
For at give medarbejderne en god introduktion er der flere forhold, som skal opfyldes.
"Fra medarbejderens perspektiv ses det som en fyldestgørende introduktion, hvis de bliver fulgt i en længere periode, at de kun får udvalgte borgere og udvalgte opgaver i den første tid, og hvis de borgere, som de giver pleje og omsorg, ikke har komplicerede funktionsnedsættelser," står der i rapporten.
Derudover er faglig sparring vigtig for at motivere de ufaglærte, som gerne vil have mere viden.
"Medarbejderne oplever det som motiverende at få mere viden, udvikle kompetencer og generelt dygtiggøre sig. Det kan blandt andet skyldes, at man som medarbejder oplever at mangle viden og kompetencer. Det kan både være viden om borgerne, viden om funktionsnedsættelser og socialpædagogiske kompetencer til eksempelvis at håndtere udfordrende situationer. Her er sparring og hjælp fra kollegaer afgørende for, at man som medarbejder kan føle sig tryg i arbejdet," hedder det i rapporten.
Svært i en travl hverdag
Men selv om rapporten kortlægger, hvad lederne skal gøre for at fastholde medarbejderne, kan tiltagene alligevel være svære at praktisere i en travl hverdag, påpeger Mads Biering la Cour, enhedschef i Sundhedsstyrelsen.
”Det kan være svært at prioritere grundig introduktion og løbende kompetenceudvikling af de ufaglærte medarbejdere i en travl hverdag,” siger Mads Biering la Cour i en pressemeddelelse og peger på, at prioriteringen af oplæring kan ses som en investering i ældreplejen:
”Tilknytningen til arbejdsfællesskaberne er med til at gøre de ufaglærte nysgerrige på at lære mere og sikre de fælles faglige samtaler om, hvordan man løser opgaverne godt. Det kan fastholde dygtige medarbejdere og motivere dem til at videreuddannes og blive i faget.”
Sidst opdateret: 14/05/2024 - 07:01










































