Her bliver seniorerne ved med at gå på arbejde
Med mangel på arbejdskraft på ældreområdet kan det have stor betydning, hvis seniorerne venter med at trække sig tilbage. Der er imidlertid stor forskel på, hvor længe borgerne bliver på arbejdsmarkedet i landets kommuner.
Udgivet: 02/05/2024
Andelen af seniorer, der er på arbejdsmarkedet, varierer betydeligt mellem kommunerne. For de 67+ årige, altså seniorer over folkepensionsalderen, er der i nogle kommuner over ti procent, der stadig er aktive på arbejdsmarkedet, mens det i andre kommuner kun er godt fem procent.
Det viser beregninger, som NB-Økonomi har lavet på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings databank Jobindsats.
Seniorer, der bliver på arbejdsmarkedet, bidrager både med arbejdskraft og skatteindtægter, og det kan derfor have stor betydning for kommunekassen, hvor længe borgerne fortsætter med at arbejde. Der vil også være mindre rekrutteringsudfordringer i lokalområdet, når borgere i kommunen og nabokommunerne udsætter pensionisttilværelsen.
I kortet herunder kan du se, hvor stor en andel af borgerne på 67 år og derover i din kommune, der fortsat har arbejdsindkomst.
Det er særligt i yderkommunerne og de københavnske vestegnskommuner, at andelen af 67+ årige med arbejdsindkomst er lav.
Det samme billede viser sig for de 55+ årige, som du kan se i kortet herunder. Her er op imod 40 procent aktive på arbejdsmarkedet i de kommuner, hvor der er flest, og kun omkring hver fjerde, altså 25 procent, i de kommuner, hvor der er færrest.
Sidst opdateret: 07/05/2024 - 09:43










































