Af Kirsten Normann Andersen, formand for ældreudvalget og sundheds- og ældreordfører for SF

Det er desværre et livsvilkår, at vi oftere bliver indhentet af sygdomme, jo ældre vi bliver. Sådan har det altid været. Og gennem tiderne har ældre også fyldt de fleste sengepladser på sygehusene. Det gør de stadig. Men over tid er indlæggelsestiden på et sygehus blevet kortere. Flere ældre udskrives tidligere – enten til en kommunal akutplads eller til hjemmet, hvor den ældre så kan modtage nødvendig pleje, behandling og omsorg. 

Vi skal klare os selv i længere tid, og det vil vi i øvrigt også helst. Men nåleøjet til visitation til ældrepleje og især til en plejebolig er blevet meget smalt, og mange ældre får først hjælp, når plejebehovet på grund af sygdom og svækkelse er stort. 

Konkret betyder det, at medarbejderne i højere grad end tidligere må jonglere mellem indsatser efter serviceloven og efter sundhedsloven – alt efter hvad det lige er for en opgave, der skal løses. Og den rette sundhedsfaglige indsats er helt afgørende for, om vi lykkes med at forebygge såkaldte forebyggelige indlæggelser. 

Ældrelov fastholder unødvendigt bureaukrati

Et bad er eksempelvis pleje efter servicelovens bestemmelser, men pleje af den skrøbelige hud, tryk som påvirker blodomløbet, observationer og forebyggelse af eksempelvis sår på fødderne er en sundhedsopgave. 

Madservering er en serviceopgave, men hvis den ældre har svært ved at spise og drikke - og måske fejlsynker maden, så er det en sundhedsfaglig opgave at forebygge risiko for både kvælning, uønsket vægttab og væskemangel. 

Hjælp til at komme på toilettet er i udgangspunktet en serviceopgave, men det er en sundhedsopgave at observere, forebygge og behandle eksempelvis forstoppelse, problemer med vandladning og hygiejne, når den ældre ikke selv kan. 

Sundhedsloven er en vigtig ramme for en stor del af det arbejde, som skal udføres i den kommunale ældrepleje. Loven præciserer, at sundhedsvæsnet skal fremme sundhed, forebygge sygdom og behandle de lidelser, som vi alle sammen kan risikere at komme til at døje med. Det personale, som udfører opgaver, som er defineret i sundhedsloven er forpligtede af den med deres autorisation, og de borgere, som modtager hjælp efter sundhedsloven har klageadgang til styrelsen for patientsikkerhed og patienterstatning, hvis indsatsen er utilstrækkelig eller fejlagtig. Til sammenligning kan ældre, som ikke modtager den rigtige hjælp efter serviceloven, klage til ankestyrelsen. 

Derfor er det ikke ligegyldigt, om en opgave løses efter den ene eller den anden lov. Jeg er derfor mildest talt forundret over, at regeringen ikke har taget bestik af den udvikling i udkast til en ny ældrelov. Med regeringens udspil til en ny ældrelov vil ansatte fortsat skulle jonglere mellem serviceloven og sundhedsloven. Og som om det ikke var nok – så vil der fortsat være bestemmelser i serviceloven, som også er gældende for ældreplejen. 

En ny ældrelov burde give ældre sikkerhed for, at flere sundhedsfaglige opgaver kan løses uden for sygehusene – og af det samme faste personale, som kommer i hjemmet, og med sikkerhed for den samme høje kvalitet, som ville være gældende, hvis den ældre fortsat var indlagt på sygehuset. En ældrelov uden sundhed bidrager ikke til det. En ældrelov uden sundhed vil desværre fastholde silotænkning og unødvendigt bureaukrati.