Se kortet: Så meget sygefravær har sygeplejerskerne i din kommune
I nogle kommuner har sygeplejerskerne over tre gange så meget sygefravær som de steder, hvor de er mest raske, viser ny analyse. Se hvordan niveauet er i din kommune.
Udgivet: 11/04/2024
I mange kommuner kan man frigive flere timer til de ældre, hvis sygefraværet blandt sygeplejerskerne faldt. Nogen steder er det nemlig mere end tre gange højere end de steder, hvor det er lavest.
Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, som NB-Ældre har analyseret.
I Langeland Kommune, hvor sygeplejerskerne har landets højeste sygefravær, er hver sygeplejerske i gennemsnit syg i over en måned - her har de mere præcist hele 27,5 sygedage over et år fra november 2022 til oktober 2023. På andenpladsen ligger en anden stor ø i det sydfynske øhav, nemlig Ærø hvor sygefraværet er 26 dage.
Men kigger man syd for Sjælland på Lolland er sygefraværet derimod blandt de laveste. Her har sygeplejerskerne kun ti sygedage per år. Aller lavest er det i Mariagerfjord Kommune, hvor sygeplejerskerne kun er fraværende otte dage om året med sygdom.
På landsplan var gennemsnittet 14,9 dage for perioden november 2022 til oktober 2023 for sygeplejersker. Over en tilsvarende periode på et år fra august 2022 til juli 2023 var sosu'ernes sygefravær tilsvarende 20,3 dage, viser en tidligere gennemgang fra NB-Ældre. Gennem de seneste år har der også været meget fokus på at nedbringe sygefraværet i ældreplejen. I finansloven for 2018 afsatte den daværende regering sammen med Dansk Folkeparti blandt andet 70 mio. kr. til at reducere sygefraværet i ældreplejen.
Sådan fordeler sygefraværet sig i din kommune
NB-Ældre har kigget på sygefraværet for de ordinært ansatte sygeplejersker i kommunerne for perioden november 2022 til oktober 2023. Sygdom dækker over egen sygdom og fravær i forbindelse med arbejdsskader.
(Artikel fortsætter under kort)
På listen over højest sygefravær finder man ud over Langeland og Ærø også to fynske kommuner og to fra Sønderjylland. Region Syddanmark er således repræsenteret med hele seks kommuner blandt de ti kommuner med højest sygefravær.
Fra Region Midtjylland og Nordjylland er det ingen kommuner på top ti listen, men Region Sjælland har en kommune i form af Sorø, og Hovedstaden har tre: Gribskov, Egedal og Ballerup.
(Artikel fortsætter under tabel)
Kommuner med lavest sygefravær
Blandt de kommuner med lavest sygefravær finder man ud over Mariagerfjord Kommune, også endnu en nordjysk kommune, nemlig Vesthimmerland. Region Midtjylland har tre kommuner på listen over dem med lavest sygefravær.
Og selv om Region Syddanmark topper listen over dem med mest sygefravær, finder man også en enkelt kommune fra Syddanmark blandt de kommuner med lavest fravær. Det gælder Varde Kommune, som sønderjyderne måske kunne lade sig inspirere af.
I Region Hovedstaden er Hvidovre Kommune den med lavest sygefravær blandt sygeplejerskerne. Også Ishøj er på listen fra Hovedstaden.
Region Sjælland har to kommuner blandt de ti kommuner med lavest sygefravær. Det gælder Lolland og Kalundborg.
Sidst opdateret: 20/06/2024 - 10:07










































