De tre ældreordførere Pernille Vermund (LA, t.v.), Mette Abildgaard (K, midt) og Kirsten Normann (SF) i folketingssalen.

De tre ældreordførere Pernille Vermund (LA, t.v.), Mette Abildgaard (K, midt) og Kirsten Normann (SF) i folketingssalen. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (t.v.), Martin Sylvest/Martinsylvest/Ritzau Scanpix og Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Afsluttende ældreforhandlinger: Her er partiernes ønsker

Ældreministeren forventes at komme med noget til forhandlingspartierne i ældreforhandlingerne, erfarer NB-Ældre. Men der er mange forskellige ønsker fra partierne. Få overblikket her.

Udgivet: 04/04/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Forhandlingspartierne ønsker en række indrømmelser fra regeringen, hvis de skal se sig selv i en endelig ældreaftale.

Det drejer sig blandt andet om et krav til faste teams, frem for at det blot skal være en mulighed. Der er også et ønske om flere penge. Derudover vil nogle partier have, at der i alle kommuner skal være et alternativ til den kommunale ældrepleje. Det kan være i form af friplejehjem, privat plejehjem eller selvejende institution.

Det fortæller flere partier til NB-Ældre.

Inden påske blev det en smule nemmere for forhandlingspartierne bestående af K, SF, DD, LA og R at få nogle af deres ønsker presset igennem. Det skyldes helt lavpraktisk, at Venstres Mads Fuglede er skiftet parti til Danmarksdemokraterne, hvorfor SVM-regeringen har mistet sit indenrigspolitiske flertal. Tidligere kunne regeringen sige "take it or leave it". Flere kilder tæt på regeringen og forhandlingerne bekræfter over for NB-Ældre, at man ønsker at komme forhandlingspartierne i møde. Dog er det endnu uklart, hvor meget regeringen vil bøje sig.

Her er partiernes krav og ønsker

I midten af marts spillede Socialistisk Folkeparti og Danmarksdemokraterne ud med, at de ønskede flere penge ind i ældreudspillet, og at faste teams skulle vedtages ved lov, så kommunerne ikke selv kunne bestemme, om de ville implementere det eller ej.

SF ser også gerne, at der ligesom på børneområdet kommer en slags normeringer på udvalgte områder i ældreplejen.

"Udover at faste teams og flere penge er vigtige for os, så er det også vigtigt for os, at vi sikrer os at borgere med demens eller andre sårbare og udsatte borgere ikke falder ned mellem to stole, når man vil ophæve kvalitetsstandarder og visitere i pakker. Det kunne handle om, at der er et særligt hensyn til udsatte borgere, som kræver professionelt personale rundt om dem. Det kan eksempelvis være normeringer, vi skal have kigget på," siger ældreordfører Kirsten Normann fra SF.

Fik du læst?

Partier: Flere penge ind i ældreudspil og faste teams ved lov

KL: Mere sammenligning af plejehjem

Liberal Alliance har ligeledes tre ønsker, som de gerne vil have, at regeringen søger at imødekomme i den kommende ældreaftale.

"Vi ser gerne, at det er et mål inden 2030, at der skal være et alternativ til de offentlige kommunale plejehjem i alle kommuner. Det kan være et privatplejehjem under udbudsordningen, eller friplejehjem eller en selvejende institution, så længe de ikke har driftsoverenskomst," siger ældreordfører Pernille Vermund (LA) og tilføjer, at det principielt også kunne være regeringens forslag til lokalplejehjem, alt efter hvordan de vil fungere.

Derudover ønsker partiet, at kommunale plejehjem skal aflægge årsregnskab, så det er mere gennemsigtigt, hvad man får for pengene. Hvis et plejehjem drives økonomisk uforsvarligt, kan borgerne nemmere vælge noget andet, men kommunalbestyrelsen kan også sætte det i udbud. Men LA har også et tredje ønske, de gerne vil have indfriet.

"Borgerne skal have bedre indsigt på plejeområdet, så de bedre kan vælge de dårlige tilbud fra og stemme med fødderne. Derfor vil vi gerne have udvidet plejehjemsoversigten, så der kommer nogle flere kvalitetsparametre, men også at den bliver mere brugervenlig. Så kan den i højere grad bruges til at sammenligne stederne med hinanden. 

K: Bedre brugertilfredshedsundersøgelser

Konservative har tre vigtige emner på deres agenda, skriver ældreordfører Mette Abildgaard i en sms.

"Faste teams, indsats mod forråelse via styrket ledelse og bedre monitorering af ældres tilfredshed via brugertilfredshedsundersøgelser," skriver Mette Abildgaard.

Samtlige fem forhandlingspartier i oppositionen ønsker desuden, at sundhedsområdet skal bindes bedre sammen med ældreområdet. Eksempelvis ved at skrive ind i ældreaftalen, at man går tilbage til aftalen, når man har mere viden fra Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger i juni.

Sidst opdateret: 04/04/2024 - 08:05

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]