
Store forskelle: Sygefravær for sosu-ansatte falder for første gang i flere år
Kommunerne kan ifølge tænketank spare en halv milliard kroner, hvis sygefraværet alle steder kom på niveau med to sjællandske kommuner. Sygefraværet er generelt dalet, men der er store forskelle fra kommune til kommune.
Udgivet: 02/04/2024
Det er lykkedes kommunerne at nedbringe antallet af sygedage, når man sammenligner sygefraværet i 2023 med året før. Efter nogle corona-prægede år med forhøjet sygefravær er det dog ikke overraskende, at sygefraværet faldt i 2023, hvor de særlige pandemiforanstaltninger var fjernet.
Det viser nye sygefraværstal for 2023 fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor, som den borgerlige tænketank Cepos har trukket og analyseret.
På landsplan faldt sygefraværet med 1,7 hele dage fra 2022 til 2023. Størst var reduktionen i Kolding Kommune med 5,6 sygedage efterfulgt af Helsingør og Brønderslev.
Landsgennemsnittet på 19,7 hele sygedage pr. fuldtidsansat i 2023 er dog fortsat 3,4 højere end i 2019. Sosu'erne havde i 2023 højere sygefravær end i 2020 og 2021, viser tallene som Cepos har trukket hos KRL.
Omvendt steg sygefraværet for sosu-medarbejderne i 12 kommuner.
(Artikel fortsætter under kort og tabeller)
Så store forskelle er der
I kommunen, hvor sosu-medarbejderne oftest melder sig syge, ligger sygefraværet 70 procent højere end i de kommuner med færrest sygedage blandt de store personalegrupper på plejecentre og i hjemmeplejen.
Det er sosu'erne i Bornholms Regionskommune, som med 27,3 hele sygedage pr. fuldtidsansat havde landets højeste sygefravær sidste år. Langeland ligger med 26,6 sygedage ligger højt, mens Odsherred, Morsø, Kerteminde og Ærø kommuner med et sygefravær på over 23 dage også var placeret et godt stykke over gennemsnittet i 2023.
I Greve og Gladsaxe havde sosu-medarbejderne til sammenligning blot 16,1 hele sygedage, mens sygefraværet i Samsø Kommune var 14,2 sygedage.
Cepos har beregnet, at der er et besparelsespotentiale på 1.201 fuldtidsbeskæftigede, hvis alle kommuner kom på niveau med Greve og Gladsaxe kommuner, hvor sosu'erne har landets laveste sygefravær, når man ser bort fra de mindste ø-kommuner som Samsø.
Det svarer ifølge tænketanken til en økonomisk besparelse på 495 mio. kr.
Cepos' forskningschef, Karsten Bo Larsen, mener, at det høje sygefravær kan opfattes som en indikator for ledelsens kvalitet.
”Det er klart, at man et enkelt år kan rammes voldsomt af en influenzaepidemi. Men sygefraværet kan et langt stykke hen ad vejen ses som et udtryk for, hvor godt medarbejderne trives,” siger Karsten Bo Larsen i tænketankens pressemeddelelse.
Sidst opdateret: 02/04/2024 - 11:35










































