Byrådsmedlemmer: Ældreområdet er blandt de vigtigste områder til økonomiforhandlingerne
Ældreområdet er kun slået af et andet område, når byrådsmedlemmerne bliver spurgt, hvad der er det vigtigste ved årets økonomiforhandlinger, viser ny rundspørge.
Udgivet: 21/03/2024
Ældreområdet og det specialiserede område er de absolut vigtigste ved årets økonomiforhandlinger for kommunernes økonomi i 2025.
Sådan lyder det fra byrådsmedlemmer, som har deltaget i en ny rundspørge, som NB-Kommune og NB-Ældre har foretaget op til det Kommunalpolitiske Topmøde i Aalborg. I rundspørgen blev 2.395 byrådsmedlemmer bedt om at pege på de tre vigtigste emner, som KL skal tage med til økonomiforhandlingerne.
Ud af de 366 byrådsmedlemmer med repræsentanter fra næsten alle kommuner, der har svaret på spørgsmålet, peger 44 pct. på, at ældreområdet er blandt de vigtigste områder. Det eneste område, som flere mener er blandt de vigtigste, er det specialiserede socialområde. Det peger 76 pct. på som et af de vigtigste tre områder.
Både ældreområdet og det specialiserede område har været presset gennem de seneste år. Selv om kommunerne har fået flere penge til ældreområdet på grund af det øgede antal ældre, så er pengene ikke gået fuldt ud til de ældre.
Det skyldes i høj grad, at kommunerne ikke har fået finansiering til det specialiserede socialområde. Derfor har mange kommuner været nødt til at spare på blandt andet ældreområdet for at kunne følge med udviklingen i udgifterne til det specialiserede socialområde.
Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer og direktør i Næstved Kommune, kan godt forstå, at kommunalpolitikerne også ønsker at prioritere ældreområdet.
"For kommunerne har i årevis måttet omprioritere økonomiaftalernes demografipenge til det specialiserede område. Så vi har udhulet og udsparet ældreområdet i de fleste kommuner nu," skriver han i en kommentar til NB-Ældre.
Rekrutteringsudfordringer skal løses
Konservatives Egil Hulgaard fra Furesø Kommune er en af de byrådsmedlemmer, som ønsker, at ældreområdet bliver prioriteret. Han peger også på en underfinansiering til ældreområdet.
"Der er brug for en regulering af ældreområdet i forhold til det demografiske træk. Historisk har der været underkompenseret i forhold til det stigende antal ældre. Der er brug for, at aftalen mellem kommunerne og regeringen afspejler de faktiske behov," skriver han i en kommentar til NB-Ældre.
Hans kollega fra kommunen, Enhedslistens Helle Vallentin, peger på rekrutteringsudfordringerne som årsag til, at hun mener, at ældreområdet bør prioriteres i økonomiforhandlingerne.
"Ældreområdet er udfordret i forhold til rekruttering, og medarbejderne har fået for ringe løn i for mange år. Skal der rekrutteres kvalificeret arbejdskraft skal lønne op," skriver hun i en kommentar til NB-Ældre.
Sidst opdateret: 21/03/2024 - 11:10










































