- Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ældreministeren holder fast: Sundhed skal nok blive tænkt sammen med ældreområdet

Selvom ældre og sundhed forhandles hver for sig i en ældrereform og en sundhedsreform, så vil de to områder bliver tænkt sammen, fastholder ældreminister Mette Kierkgaard (M) i et interview med NB-Ældre.

Udgivet: 21/03/2024

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Ansatte på ældreområdet skal ikke frygte, at ældre- og sundhedsområdet bliver totalt afkoblet fra hinanden. De to områder skal selvfølgelig tænkes sammen.

Det siger ældreminister Mette Kierkgaard (M) i et interview med NB-Ældre, da vi mødte hende lørdag til Moderaternes årsmøde i Vejle.

"Regeringen er kommet med et kæmpe ældreudspil, og der er en Sundhedsstrukturkommission på vej i forhold til hele sammenhængen i sundhedsvæsenet. Jeg synes, det vidner om, at vi er ambitiøse på, at hele sundheds- og ældreområdet er en utrolig vigtig dagsorden, som selvfølgelig kommer til at hænge sammen," siger Mette Kierkgaard.  

Vil I sørge for, at sundhed og ældre bliver tænkt sammen senere hen, når anbefalingerne i kommissionen er offentlige? 

"Ja, der sparker man en åben dør ind, jævnfør det som statsministeren har sagt flere gange, at selvfølgelig skal de ting tænkes sammen," siger ministeren.

At sundhed ikke er en del af ældrereformen har mødt massiv kritik fra både fagfolk og de partier, der er med i forhandlingerne om en ny ældrelov. De fem oppositionspartier, der i øjeblikket er med til at forhandle ældreloven (DD, R, K, LA og SF) så gerne, at det blev skrevet ind i aftalen, at man vil se på ældreaftalen igen, når man kender resultatet fra Sundhedsstrukturkommissionen.

Fik du læst?

Første forhandlingsmøde om ældrelov er i gang: Ordførere kritiserer manglende sundhed

Løkke: Det skal nok komme

Lars Løkke Rasmussen (M) bekymrer sig heller ikke for, at ældreområdet forhandles adskilt fra sundhedsområdet. Han er også fortrøstningsfuld, når det kommer til at tænke de to områder sammen. Det siger han i et interview til samme årsmøde til NB-Ældre.

Hvordan kan det være, at man ikke tænker Sundhedsstrukturkommissionen sammen med ældreområdet, du vil jo gerne have, at tingene hænger sammen?

"Det skal de nok også komme til. Alting hænger jo sammen, og hvis man sidder og venter på den helt store sammenhæng, så får man måske aldrig lavet noget," siger Lars Løkke Rasmussen og fortsætter:  

"Det, der nu forhandles på ældreområdet i de her dage, giver god mening uanset hvad. Så er det klart, at lidt afhængigt af, hvilke forslag Sundhedsstrukturkommissionen kommer på i forhold til at styrke den nære sundhed, så skal de jo fitte ind i det, der nu sker på ældreområdet. Hvis vi sagde, at vi ikke kan begynde at rykke på alle de oplagte ting, der skal ske på ældreområdet omkring frisættelse, institutionsreformer, helhedspleje og faste teams, før vi har den sidste komponent, så ville vi komme til at vente for længe på handling." 

Lars Løkke Rasmussen håber på, at Sundhedsstrukturkommissionen har nogle visionære bud på, hvordan man kan organisere samspillet mellem sundhed og ældre på en bedre måde.

"Men hvis det var sådan, at vi sagde, at alle brikkerne skal på bordet, før vi overhovedet kan begynde at rykke på det mest oplagte, så ville vi være handlingslammet," understreger han.

Forhandlingerne om ældrereformen forventes at blive genoptaget den 5. april. Sundhedsstrukturkommissionen kommer ifølge Løkke Rasmussen først til juni. Sundhedsminister Sophie Løhde har tidligere fortalt til en sundhedskonference, at sundhedsordførerne ikke bør holde ferie i august, da hun forventer at forhandle sundhedsreform der.

Sidst opdateret: 21/03/2024 - 11:09

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]