
Seks indsatser virker på at få eleverne på sosu-skolerne til at gennemføre hovedforløbet, viser ny rapport. - Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix (arkiv)
Sådan kan kommunerne hjælpe med mindre frafald på sosu-uddannelserne
En ny rapport peger på seks indsatser, som virker i forhold til at mindske frafaldet på sosu-uddannelserne, hvilket er vigtigt for at løse rekrutteringsudfordringerne i ældreplejen. De fleste indsatser kan kopireres direkte til mange andre kommuner.
Udgivet: 21/03/2024
Seks forskellige indsatser bliver betegnet som virksomme i forhold til at mindske frafaldet af sosu'er. Og samtidig er de fleste til at kopiere til andre dele af landet.
Sådan lyder det i en ny rapport, som Rambøll har lavet for Fællesskabsudvalget for Erhvervsrettede Velfærdsuddannelser (FEVU), med henblik på at kortlægge virksomme indsatser, der kan øge gennemførelsen og reducere frafaldet på social- og sundhedsuddannelsernes hovedforløb.
Fælles for de indsatser, som virker, er i høj grad, at de er fælles tværgående løsninger. Derfor er kommunerne også en vigtig aktør i en central anbefaling fra rapporten.
"Derfor anbefales det, at social- og sundhedsuddannelserne forskellige aktører, bl.a. med afsæt i indsigter fra kortlægningen, indgår forpligtende aftaler om at arbejde med fælles indsatser og initiativer på aktørernes tværs af skole og oplæring," står der i rapporten.
Rapporten blev præsenteret som breaking news på en åben høring på Christiansborg i går lanceret af Ældreudvalget om rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i ældreplejen.
Den er interessant, fordi der er stor mangel på sosu-medarbejder i ældreplejen. En af løsningerne i den forbindelse er at få flere til at gennemføre uddannelsen, når de er startet. Omkring 20 pct af de elever, som påbegynder hovedforløbet på en social- og sundhedshjælperuddannelse gennemfører ikke og for social- og sundhedsassistentuddannelsen er det lidt over 30 pct., som ikke gennemfører.
Kommunerne er afhængige af, at der bliver uddannet nok sosuassistenter og -hjælpere til ældreplejen. Dermed har de også en interesse i at hjælpe til med at undgå, at eleverne falder fra undervejs.
De seks indsatser:
Fælles Fynsk Mentorkorps
Et fælles kommunalt projekt mellem de ti fynske kommuner, som har til formål at understøtte social og sundhedselever i personlige og private udfordringer med henblik på at fastholde eleverne i uddannelse. Fokus er på overgangen til og i elevernes oplæringsperiode.
Mentorerne arbejder med at reducere personlige barrierer for frafald. Af eksempler på udfordringer nævnes bl.a. struktur og balance i privat- og skoleliv, konflikthåndtering og eksamens- og præstationsangst.
Indsatsen er gennemført på tværs af en række større og mindre kommuner på Fyn og vurderes som overførbar til andre lignende kommuner.
Galioner og Hverdagscafé
SOSU Østjylland har etableret et elevnetværk, kaldet Galioner, som skal modvirke frafald i løbet af uddannelsen samt forbedre trivselsmiljøet for eleverne under hele uddannelsesforløbet. Galion-ordningen fungerer sammen med bl.a. Hverdagscaféer i oplæringsperioderne, hvor eleverne som hold først og fremmest kan sparre med deres Galioner og hinanden.
Indsatsen er udviklet og implementeret af SOSU Østjylland i samarbejde med Silkeborg, Skanderborg og Favrskov Kommune. Den vurderes at kunne implementeres direkte i sammenlignelige størrelse kommuner og være til inspiration for øvrige kommuner.
Simulation i første oplæring
Simulation understøtter gennemførelsen på social- og sundhedsuddannelserne ved at have fokus på overgangen fra skole til oplæring, herunder mindske praksischok, skabe en rød tråd og kobling mellem skole- og oplæringsforløb.
SOSU Nord har deltaget og ledet projektet, som er gennemført i 12 kommuner i samarbejde med 12 social- og sundhedsskoler. Indsatsen vurderes som mulig at implementere bredt i landets 98 kommuner.
Overgangssamtaler
Udgangspunktet i overgangssamtalen er at skabe et trygt rum, hvor eleven har mulighed for at drøfte mulige problemstillinger sammen med sin kontaktlærer. Samtalerne understøtter bedre overgange mellem oplærings- og skoleforløb, herunder skaber en rød tråd og kobling mellem skole- og oplæringsforløb.
Indsatsen er afprøvet hos SOSU Nord og Social- og sundhedsskolen Skive-Thisted-Viborg, Region Nordjylland og kommunerne i regionen. Det er vurderingen, at ordningen i vid udstrækning kan implementeres på andre social- og sundhedsskoler og i både større og mindre kommuner på tværs af landet.
Gruppevejledning
Uddannelse København har startet projektet ’Rundt om gruppevejledning’, som tilbydes Sundhedsforvaltningens oplæringssteder for social- og sundhedselever med formålet om at optimere og kvalificere vejledningsindsatsen og fastholde elever.
Oplæringsstederne har haft frie rammer for tilrettelæggelsen og mulighed for lokal tilpasning af gruppevejledningen.
Deltids- og fuldtidsvejledere
Vejlederne støtter eleverne bedre i overgangene mellem skole og oplæringsperiode i hele uddannelsesforløbet ved at lade den samme vejleder følge eleven fra start til slut i deres uddannelse. Idet særlige medarbejdere får et fast vejledningsansvar for eleverne, kan man sætte tidligt ind med støtte til elever med behov og derved forebygge frafald.
Deltidsvejledere (2/3 af deres arbejdstid) er anvendt i Vejen Kommune, og fuldtidsvejledere er anvendt i Esbjerg og Middelfart Kommune. Det er vurderingen, at ordningen kan anvendes andre steder, såfremt fagligt personale- og økonomiske ressourcer er til rådighed. Der bør overvejes lokale tilpasninger.
Kilde: Rapport: Kortlægning af virksomme indsatser, der kan øge gennemførelsen og reducere frafaldet på social- og sundhedsuddannelsernes hovedforløb, Rambøll, marts 2024
Sidst opdateret: 21/03/2024 - 12:25










































