
Mange modtagere af praksis hjælp får også sygepleje
To ud af fem personer, som er visiteret til praktisk hjælp og ikke personlig pleje, modtager også sygepleje, viser nye beregninger. Se hvordan tallene er for din kommune.
Udgivet: 02/04/2024
Det er ikke kun for personer visiteret til personlig pleje, at der er mange, som også modtager sygepleje. Det gælder også for personer, som kun modtager praktisk hjælp.
Det viser nye beregninger, som NB-Ældre har lavet på baggrund af et særudtræk fra Danmarks Statistik.
39,6 pct. af de personer, som er visiteret til hjemmepleje i form af kun praktisk hjælp, modtager også sygepleje, viser beregningerne på baggrund af data fra 2022.
For personer visiteret til personlig pleje var der hele 75,2 pct., som også modtog sygepleje, viser tidligere beregninger.
Forhandlingerne om ældrereformen fortsætter fredag. Både ældredirektørerne og oppositionspartierne har i NB-Ældre allerede udtrykt deres frustration over, at sygeplejen ikke er medtænkt i ældrereformen, da man ikke kan lave helhedspleje uden sygepleje. Beregningerne er interessante, fordi de yderligere bekræfter behovet for en sammentænkning.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Skal nok blive sammentænkt
Ældreminister Mette Kierkgaard (M) pointerede dog igen før påske, at ansatte på ældreområdet ikke skal frygte, at ældreområdet og sundhedsområdet bliver afkoblet fra hinanden. Det skal nok blive sammentænkt, når Sundhedsstrukturkommissionen kommer med sine anbefalinger, lød det.
Det samme sagde Moderaternes formand Lars Løkke til NB-Ældre:
"Det, der nu forhandles på ældreområdet i de her dage, giver god mening uanset hvad. Så er det klart, at lidt afhængigt af, hvilke forslag Sundhedsstrukturkommissionen kommer på i forhold til at styrke den nære sundhed, så skal de jo fitte ind i det, der nu sker på ældreområdet. Hvis vi sagde, at vi ikke kan begynde at rykke på alle de oplagte ting, der skal ske på ældreområdet omkring frisættelse, institutionsreformer, helhedspleje og faste teams, før vi har den sidste komponent, så ville vi komme til at vente for længe på handling."
Sidst opdateret: 02/04/2024 - 11:18










































