Regeringen præsenterede i tirsdags den længe ventede ældrereform. Men ifølge tre ældredirektører, som NB-Ældre har talt med, mangler der stadig svar på mange spørgsmål.

Regeringen præsenterede i tirsdags den længe ventede ældrereform. Men ifølge tre ældredirektører, som NB-Ældre har talt med, mangler der stadig svar på mange spørgsmål. - Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Ældredirektører: Her er vores dom over ældreloven

NB-Ældre har talt med tre ældredirektører, der her giver deres bud på, hvad de positive elementer i ældreloven er. Men de kommenterer også, hvilke udfordringer eller problemer, som regeringens udspil vil give for kommunerne.

Udgivet: 01/02/2024

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Jan Nielsen, direktør Senior og Omsorg, Aalborg Kommune

Det positive: Tilsynsreform og mindre bureaukrati

“Jeg synes udspillet er positivt. Det peger på de rigtige udfordringer og kommer med løsninger som er fornuftige. Men det er ikke overraskende, for det er områder, hvor vi er godt i gang i forvejen, for eksempel med helhedspleje. 

Det er oplagt med en tilsynsreform. Det har vi forsøgt at råbe op mange gange, og nu ser det ud til at der kommer et samtilsyn.

Det er også positivt, at vi får afskaffet kvalitetsstandarder og værdighedspolitik. Det har vi peget på i mange år. Det er ikke noget, der har flyttet ældreplejen i en mere positiv retning.”

Det negative: Falsk håb om kvalitetsløft

“Jeg kan også godt blive lidt bekymret i forhold til ældreloven. For det første løser den ikke det største problem. Det er manglen på ressourcer. Når man så samtidig forsøger at italesætte det som et kvalitetsløft, fordi man giver en milliard ekstra, så glemmer man, at vi mangler medarbejdere.

Vi er glade for, at der følger penge med, men vi skal sammenholde det med, at de fleste skal finde besparelser. I Aalborg svarer den ene milliard til, at vi får små 40 millioner. Det svarer til den besparelse, vi skal indfase på ældreområdet de næste tre år. Det er nok en situation, som mange kommuner står i på nuværende tidspunkt. Så et kvalitetsløft bliver svært at indfri på trods af de mange gode takter i reformen.

Djævelen er begravet i detaljen. Det er først, når vi får lovudkast, bekendtgørelse og vejledninger, at vi kan se, hvordan selve reformen skal udspilles. Det er vigtigt at holde sig for øje, at der er stor sammenhæng mellem servicelov og sundhedslov. Det mangler vi svar på, hvordan de vil løse.”

Fik du læst?

Overblik: Sådan vil regeringen reformere ældreområdet

Claus Fjeldgaard, direktør for Social og Sundhed, Varde Kommune

Det positive: Faste teams og frisættelse

“Jeg synes overordnet, at der er nogle fine takter i udspillet. Det med at arbejde ind i en struktur med mere faste teams, frisættelsestænkningen, højere grad af dialog med borgerne - det er positivt. Jeg har en opfattelse af, at mange kommuner arbejder i den retning allerede. 

Det er enormt positivt, at vi får nogle penge, det har vi brug for. Jeg synes også, det er positivt, at man kigger på sosu’ernes løn og rekrutteringsdelen.”

Det negative: Alt det de ikke siger

"Det, der er negativt, er det, man ikke forholder sig til. Regeringens udspil handler om de gode ældre, hvad med de dårlige ældre. Det lyder til, at man ikke helt har forstået, hvor dårlige de ældre på plejecentrene er, når man taler om dem. Man har helt negligeret Sundhedsstrukturkommissionens arbejde i forhold til, hvordan snittet bliver mellem ældreområdet og sundhedsområdet fremadrettet. Deres arbejde kan have voldsom indflydelse på ældreområdet.

Problemet er, at der kan blive et helt andet snit med Sundhedsstrukturkommissionen, hvis hele sundhedsloven går over i sundhedsklynge regi. Så får kommunerne måske frataget nogle opgaver, og borgerne ender med flere aktører igen. 

De vil også gerne have, at vi skal visitere ind i større pakker, så det hele ikke er bestemt i detaljen. Men hvordan sikrer vi så, at samspillet mellem kommunen og private aktører kommer til at fungere. Når man har med andre aktører at gøre, plejer man at specificere så meget som muligt, hvad de skal levere. Det skal vi så gå væk fra, men hvordan sikrer vi os så, at vi får den varer, som vi betaler for?

Regeringen tager fat i, at vi kan importere medarbejdere fra andre lande, og vi skal have mere teknologi. Men jeg er bekymret for, at det ikke er nok for at få enderne til at nå sammen. Jeg kunne godt tænke mig, at de også forholder sig til, om der er opgaver, som vi løser i dag, som vi ikke skal løse fremadrettet. Skal det for eksempel være en kommunal opgave at levere rengøring?"

Fik du læst?

Regeringen vil først se på sundhedstilsyn på ældreområdet senere

Gitte Østergaard, administrerende direktør for Ældre- og Handicapforvaltningen i Odense Kommune

Det positive: Visitation og faste teams

“Jeg synes, der er nogle gode elementer i udspillet, men der mangler stadig noget konkretisering. Det er for eksempel positivt at få visitationen tættere på borgeren. Jeg synes også, det er meget positivt med reduktion og samling af tilsyn. Men jeg er meget spændt på, hvordan det skal gå med den ene dag til samtlige tilsyn, som regeringen taler om.

Så er jeg spændt på, hvordan det skal gå med den forenklede dokumentation.Det er enormt godt at tale om forenkling, det er det, vores medarbejdere gerne vil høre, men det er ikke nødvendigvis så nemt. 

Fokus på faste tværfaglige teams er også godt. Der er ingen tvivl om, at borgerne søger kontinuitet og tryghed, og det får de, når vi arbejder med teams, hvor medarbejderne er genkendelige. Og det skaber også bedre arbejdsmiljø for medarbejderne."

Det negative: Tre lovgivninger og manglende sammentænkning

“Vi kommer til at arbejde med tre lovgivninger på en gang. Både serviceloven, ældreloven og sundhedsloven. Ældreloven og serviceloven kommer til at udradere hinanden, altså for en vis type borgere, når man lægger det her alderskriterie ind, at ældreloven gælder fra pensionsalderen. 

Men vi har mange boende på samme tilbud, som ikke er i pensionsalderen, men som både modtager ydelser efter serviceloven og sundhedsloven. Så alle på 67 år og derover får efter ældreloven, og alle under 67 år får efter serviceloven. Jeg tror, at der er flere borgere under 67, der får hjælp, end nogen lige forestiller sig. Der er både borgere, som har en erhvervet hjerneskade, borgere som lever med udsathed, og så er der de borgere, som lever med demens. Alle tre grupper findes på plejehjem, og de er der også før, de bliver 67 år. Så der er noget af personalet, som skal arbejde med flere lovgivninger. 

Jeg havde sådan ønsket mig, at sundhedslov og ældrelov kunne tænkes sammen. Det bekymrer mig i forhold til det gode, regeringen taler om i forhold til faste teams og helhedspleje. Hvis vi kigger på helhedsplejen, så er den helt afhængig af, at alle faggrupperne er til stede. 

De har skrevet præcis, hvad det er for nogle faggrupper, de tænker er med i relation til helhedsplejen, og her er sygeplejerskerne ikke med. Det bekymrer mig helt vildt. For når vi arbejder med faste tværfaglige teams i Odense, så er det alle medarbejdergrupper omkring borgeren og bestemt også sygeplejersker. De spiller en afgørende rolle.

I Odense Kommune modtager 86 procent af dem, der modtager hjemmehjælp til personlig pleje, også sygepleje. For plejehjemmene er tallet 90 procent. Så man kan ikke tale om helhedspleje i ældreplejen, hvis man ikke har sygeplejen med. Det er sindssygt vigtigt, hvis man gerne vil have færre og kendte medarbejdere i hjemmene."

Fik du læst?

Sådan skal regeringens udspil til ældrereform hænge sammen økonomisk

Sidst opdateret: 20/06/2024 - 10:11

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]