Så mange penge skal regeringen minimum afsætte til faste teams
Regeringen skal afsætte 420 mio. kr. som minimum til faste teams i kommende ældreudspil, og så er der ikke nødvendigvis penge til at rulle teams ud i hele ældreplejen. Det viser nye beregninger fra NB-Ældre.
Udgivet: 25/01/2024
Hvis kommuner, der ikke tidligere har fået penge af staten til at etablere faste teams, skal have lige så meget som 25 kommuner fik tilbage i 2022, skal SVM-regeringen afsætte knap 420 mio. kr. efter løn- og prisregulering til faste priser svarende til 2024 tal. Og så er der ikke nogen garanti for, at der er sikret penge til andet end prøvehandlinger og ikke faste teams rullet ud på hele plejeområdet.
Det viser nye beregninger foretaget af NB-Ældre på baggrund af tal fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet samt folketal fra Danmarks Statistik.
I slutningen af 2021 blev der efter en aftale med den tidligere S-regering fordelt 191,6 mio. kr. ud til 25 kommuner, som skulle arbejde med faste teams i ældreplejen. Det svarer til, at kommunerne fik 678,87 kr. pr. ældre i alderen 67+. Hvis de resterende 73 kommuner skal have samme beløb pr. ældre kræver det 570 mio. kr. Dog afsatte regeringen for finansloven 2024 midler på 150 mio. kr., som blandt andet skulle gå til faste teams og velfærdsteknologi. Derfor mangler regeringen at afsætte ca. 420 mio. kr., hvis alle kommunerne skal have penge til faste teams.
Det betyder, at hvis SVM-regeringen vil skrive i ældreloven, at ældreplejen fremover skal have sikret faste teams, så skal der følge finansiering med. Med mindre regeringen lægger op til, at kommunerne skal medfinansiere omstillingen fra den nuværende ældrepleje til den kommende med faste teams selv.
En kommune som Guldborgssund skal dermed have 10,9 mio. kr. i finansiering alene for at sætte faste teams i gang. Horsens Kommune skal have 11,5 mio. kr. Du kan se alle 73 kommuner, som ikke tidligere fik penge i puljen nedenfor.
Det andet kort er en oversigt over, hvor mange millioner kroner, de 25 kommuner kommuner fik fra den tidligere pulje, samt en kort beskrivelse over, hvad pengene skulle bruges til.
Vær opmærksom på, at der i beregningerne ikke er taget højde for kommuner, som kun har sat prøvehandlinger i gang og kommuner, der har rullet faste teams ud i hele ældreplejen. Puljebeløbene til de 25 kommuner svinger mellem 218 kr. pr. ældre og 2.766 kr. pr. ældre, og det kan skyldes, at nogle kommuner har fået flere penge til at rulle faste teams længere ud end andre. NB-Ældre har alene anvendt en gennemsnitsbetragtning på 678,87 kr. pr. ældre i alderen 67+.
(To landkort nedenfor)
Sidst opdateret: 25/01/2024 - 10:34










































