Ældreloven skal være med til at skabe en forenkling for medarbejderne, når de skal dokumentere, hvis den skal blive en succes, påpeger ældredirektør.

Ældreloven skal være med til at skabe en forenkling for medarbejderne, når de skal dokumentere, hvis den skal blive en succes, påpeger ældredirektør. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix (arkiv)

Ældredirektører: Sådan bliver ældreloven en succes

NB-Ældre har spurgt tre ældredirektører, hvad den kommende ældrelov skal indeholde for at blive en succes. Forenkling, sammentænkning med sundhedsområdet og svar på rekrutteringsudfordringerne er nogle af svarene.

Udgivet: 11/01/2024

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Når ældreminister Mette Kierkgaard (M) skal præsentere regeringens udspil til en ældrelov meget snart, så er det afgørende, at den også har et svar på rekrutteringsudfordringerne.

Sådan lyder det fra en af de tre ældredirektører, som NB-Ældre har spurgt om, hvad der skal til for at ældreloven bliver en succes.

“Det er fint at give de ældre nogle rettigheder, som, det lyder til, er planen. Men det er vigtigt, at loven også sikrer, at der er hænder til det. Det er ikke sjovt at få en opgave, som man ikke kan løse, fordi vi mangler hænder,” siger Keld Hansen, vicekommunaldirektør i Tønder Kommune, med ansvar for blandt andet ældreområdet.

Ældreloven har været længe undervejs, men seneste melding er, at ældreministeren vil præsentere det politiske udspil i starten af i år. Flere har dog påpeget vigtigheden i, at ældreloven bliver tænkt sammen med Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger. Hvis regeringen lytter til det, vil den blive udskudt til efter april.

Også Keld Hansen påpeger, at en sammenhæng med Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger er afgørende.

“Det er vigtigt, at den er i sync med det der i øvrigt sker på sundhedsområdet, ikke mindst det der kommer ud af Sundhedsstrukturkommissionen. Hele strukturen på sundheds- og ældreområdet er i spil lige nu,” siger han og understreger, at den også skal spille sammen med serviceloven og sundhedsloven.

“De behøver ikke at blive skrevet sammen, men de må på ingen måde kollidere med hinanden,” siger han.

Læs også:
Analyse: Disse knaster står i vejen for ny ældrelov

Nemmere at rekruttere bestyrelsesmedlemmer i Gentofte

Også Cecilie Engell, direktør for Social- og Sundhedsforvaltningen i Brøndby Kommune, mener, at ældrelovens succes afhænger af sammentænkningen med Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger.

“Det er altafgørende for, hvor nemt det bliver for os at agere i, og hvordan det kan gøre den forskel, som er meningen,” siger hun.

Cecilie Engell vurderer også, at udformningen af tankerne omkring plejehjemsbestyrelser bliver afgørende for ældrelovens succes. Den skal blandt andet give svar på flere spørgsmål.

“Hvordan får man opbygget kompetencerne for de bestyrelser, så de både er klædt på til at tage det økonomiske og faglige ansvar for det at drive et plejecenter? Og hvem står til ansvar, hvis økonomien har det svært, hvis bygningerne forfalder, eller hvis Styrelsen for Patientsikkerhed laver et påbud?” siger Cecilie Engell.

“Det er også en bekymring, at kommunerne har forskellige muligheder i forhold til, hvordan man rekrutterer til sådan nogle bestyrelser. Det er mange kompetente bestyrelsesmedlemmer, man skal ud at finde. Man kan forestille sig, at der bliver en ulighed i demokrati. Det er måske nemmere at rekruttere i Gentofte Kommune, end i nogle af vestegnskommunerne,” siger hun.

Læs også:
Regeringens plan om betalte plejehjemsbestyrelser er skudt helt ved siden af

Skal skabe forenkling

Formanden for Kommunale Velfærdschefer, Jakob Bigum Lundberg, som også er direktør for blandt andet sundhed og ældre i Næstved Kommune, har tidligere til NB-Ældre udtalt, at han hellere ser, at ældreloven bliver udsat, end at der ikke er sammenhæng med Sundhedsstrukturkommissionens anbefalinger.

Derudover peger han på en ting, som er allermest afgørende for, hvorvidt ældreminister Mette Kierkgaard får succes med den længe ventede ældrelov.

“Hvis den skal skabe succes, skal den komme med forenkling til området. Både på hele tilsynsområdet, men også i forhold til, hvordan den skal administreres af medarbejdere kl. 23 en fredag aften på et plejecenter, hvor der er en vikar, som er indkaldt,” siger han og uddyber:

“Vedkommende skal kunne jonglere rundt i lovgivningen og dokumentere rigtigt. Det håber jeg, den kan skabe forenkling i. I dag er det sådan, at vikaren både skal have styr på, hvad der skal dokumenteres efter sundhedsloven og serviceloven.”

Endelig peger Jakob Bigum Lundberg på, at loven forhåbentlig skærer ned på antallet af tilsyn.

“Der er både behov for at koordinere de forskellige tilsyn, men også en koordinering inden for de samme tilsyn. Der er et alt for stort tidsforbrug på dem, som det er i dag,” siger han og forklarer problemet.

“I dag har vi et problem med, at i en uge kommer Styrelsen for Patientsikkerhed og tjekker, hvordan vi håndterer ét medicinsk præparat, og så kan vi risikere, at de kommer igen ugen efter og tjekker et andet. Men mange af procedurerne er fuldstændig de samme. Og det er de samme medarbejdere og ledere, som vi skal indkalde hver gang,” siger han.

Læs også:
Ny usikkerhed om tidspunktet for ældreloven: Ryk endelig udspillet

Sidst opdateret: 11/01/2024 - 10:14

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]