Sosu'er kan øge deres pensionsgevinst markant ved at gå fra deltid til fuld tid
Deltidsansatte kan tjene op mod 84.000 kr. om året ekstra i pension ved at overgå til fuld tid og arbejde længere. Information om pensionsmulighederne skal få flere til at vælge fuld tid.
Udgivet: 07/12/2023
Hvis sosu'er går fra deltid til fuldtid, når de er 25 år og arbejder frem til folkepensionsalderen, så kan de høste en pensionsgevinst på 53.000 kr. om året før skat, sammenlignet med, hvis de var fortsat på deltid og stoppede med at arbejde tre år før pensionsalderen. Det svarer til ca. 4.400 om måneden.
Det viser tal fra pensionskassen Pensam, der har arbejdsmarkedspensioner til FOA's medlemmer som sosu'er typisk er.
"Der er store fordele for den enkelte og for samfundet ved, at flere arbejder fuldtid. I forhold til pension er der stor forskel på om, man indbetaler for deltids- eller fuldtidsarbejde. Vores beregninger viser, at medlemmer som betaler fuldtidsbidrag fra 25 års-alderen, får en væsentligt bedre pensionsøkonomi," skriver administrerende direktør i Pensam Torsten Fels til NB-Ældre.
Den store pensionsgevinst en sosu kan få ud af at justere på sin arbejdstid har fået Varde Kommune til at afprøve, om det kan få flere sosu'er til at gå fra deltid til fuldtid. Det er et interessant tiltag, fordi mange kommuner forsøger at få de ansatte i ældreplejen til at gå op i tid, da det vil mindske manglen på arbejdskraft på ældreområdet.
Gevinst efter folkepensionsalderen er svær
Pensionsgevinsten stiger til hele 84.000 kr. om året og 7.000 om måneden før skat, hvis en sosu på deltid fra personen er 25 år overgår til fuldtid og bliver ved med at arbejde indtil tre år efter folkepensionsalderen - sammenlignet med, hvis medarbejderen fortsatte på deltid og stoppede tre år før pensionsalderen.
"Derudover får man naturligvis også en højere løn, mens man arbejder. At udskyde pensionsalderen eller gå ned i tid i stedet for på pension, kan også være en god idé for mange, men desværre er mange af mine medlemmer nedslidte og har derfor måttet forlade arbejdsmarkedet i de sidste år før folkepensionsalderen," skriver Torsten Fels.
94 procent af Pensams medlemmer har trukket sig fra arbejdsmarkedet, når de når pensionsalderen, oplyser pensionskoncernen.
Sidst opdateret: 07/12/2023 - 12:32
Temaer: Pension
Emner: Pension, Ældrepleje





































