
NB-Ældre har talt med ældreminister Mette Kierkgaard (M) om blandt andet sine visioner for, hvordan konstruktionen omkring plejehjemsbestyrelser kan bygges op i fremtiden. - Foto: Christina Yoon / NB-Ældre
Interview med ældreministeren: Læs hele interviewet om plejehjemsbestyrelser
I et interview med NB-Ældre fortæller ældreminister Mette Kierkgaard (M) nye detaljer om, hvordan hun forestiller sig fremtidens plejehjem skal drives.
Udgivet: 21/11/2023
NB-Ældre har interviewet ældreminister Mette Kierkgaard (M) om blandt andet sine visioner om plejehjemsbestyrelser. Neden for kan du se alle detaljerne hun afslørede om, hvordan hun forestiller sig, at konstruktionen omkring plejehjemsbestyrelser kan komme til at være, og hvorfor hun overhovedet tænker, at det er den rigtige vej at gå.
På Velfærdscheferne årsmøde nævnte du, at plejehjemsbestyrelserne skulle minde om bestyrelserne på gymnasierne. Kan du uddybe, hvad du mente med det?
“Måske kunne det være godt at starte lidt bredere, hvad er det egentlig, hvordan tænker vi det? Og hvor langt er vi egentlig? Og hvorfor tænker vi overhovedet plejehjemsbestyrelser på vores plejehjem. I virkeligheden er der tre spor i, hvad der er for en bevægelse, som jeg gerne vil se.”
1. Adskille drift, myndighed og tilsyn
“Det ene er at adskille plejehjemsdriften fra myndigheden, altså dem der visiterer, og hele tilsynsdelen, dem der sikrer kvaliteten.
Driften er tænkt i forhold til, at plejehjemmene skal have langt mere vidtstrakt grad af indflydelse og selvbestemmelse. Og her er konstruktionen plejehjemsbestyrelser. Og hvad ligger der så i det? Der er masser af spørgsmål, som vi er ved at afklare. Men for eksempel skal bestyrelsen og dermed også den lokale ledelse og medarbejderne have et vidtstrakt ansvar med for eksempel driften, strategien og den økonomiske styring - mange af dagligdagstingene på plejehjemmene, ligesom vi kender det fra en virksomhed eller ungdomsuddannelse.
Og så er der hele myndighedsdelen. For det er de kommunale plejehjem, som skal omlægges. Det er vigtigt, at hele beslutningen omkring visitationen, økonomien og forsyningsforpligtelsen, altså nogle af de grundlæggende strukturelle ting, stadigvæk ligger i et politisk valgt organ, altså hos kommunalbestyrelsen. Så der kommer til at være en arbejdsdeling mellem bestyrelserne af plejehjemmene og kommunalbestyrelserne.
Og så er der til sidst tilsynsdelen. Det er en drøm at skabe en forbedret kvalitet i vores plejehjem. Og derfor er det vigtigt, at vi på kommunale plejehjem ligesom på friplejehjem stadig har et tilsyn, der sikrer, at der er den kvalitet, som vi også i en ældrereform kommer til at sætte nogle overordnede mål og værdier for.”
2. Skabe større gennemsigtighed
“Et andet mål med at lave den her type nye plejehjem er at få en større gennemsigtighed i både økonomien, i plejehjemsdriften og i kvaliteten i plejehjemsdriften. I dag er der for kommunale plejehjem meget stor forskel på, hvor meget gennemsigtighed der er i forhold til, hvor meget økonomi, er der nede i et konkret plejehjem, og hvordan det harmonerer med kvaliteten.
Det er en viden, man har mere på friplejehjem. Dimensionen om at skabe en større transparens i økonomi og kvalitet er også for at ligestille private og offentlige virksomheder, som vi skriver, vi vil i regeringsgrundlaget.”
Når man vil skabe mere gennemsigtighed, kan det også skabe mere bureaukrati, fordi man skal indberette nogle ting, som man ikke har skullet tidligere. Og bureaukrati er også noget, I gerne vil af med, så hvordan vil I løse det dilemma?
“Det er nogle af de dilemmaer og opgaver, som vi sidder lige nu og arbejder på. Det er i hvert fald et hegnspæl, vi har, at det ikke skal skabe mere bureaukrati. Nogle af de spørgsmål, vi også sidder med lige nu, er, hvor store skal bestyrelsens beføjelser være, hvem er det egentlig, som skal sidde der, hvordan skal de udpeges, hvordan er koblingen til kommunalbestyrelsen, hvordan skal man sætte rammerne for en økonomisk transparens. Der er en virkelig lang liste af spørgsmål, som vi først er ved at afklare. Hvordan skal hele den juridiske konstruktion være. Det er også noget, som vi er ved at afklare.”
3. Plejehjemmene skal forankres i lokalsamfundet
“Men hvis jeg lige må nævne hele, hvorfor vi gør det her: Det er ikke fordi, vi nu tænker, at vi mangler lidt ændring i den måde, at det styres på. Grundlæggende er det en værdi om, at jeg - og det står også i regeringsgrundlaget - tror på, at det at skabe lokal forvaltning af vores velfærdsinstitutioner, er en positiv bevægelse. Det er både en værdi i, at vi kan se, at de plejehjem, som lykkes rigtig godt i dag, de har rigtig meget fokus på ledelse nedad i den enkelte institution. Tiden skal bruges på plejehjemmene i stedet for inde på rådhusgangene.
Og årsagen til, at det bruges inde på rådhusgangene, er i virkeligheden også en selvransagelse tilbage til regeringen. For vi beder om værdighedspolitikker og mange plejehjems egen værdighedspolitik blev så bygget over de værdighedspolitikker, der er i en kommune. Så man bruger som lokal institution masser af sin tid opad i systemet. Vi vil gerne have nogle kompetente ledere, som er optaget af at lede et plejehjem nedad i institutionen.
Et andet formål er også at forankre vores plejehjem i det lokale samfund. Det er det tredje spor. Det er i virkeligheden den her bevægelse fra velfærdsstat til velfærdssamfund. Vi er ved at finde ud af, hvad det er for nogle mennesker, der skal sidde i bestyrelserne. Men tænkningen er i hvert fald, at de skal være lokalt forankrede.
Så det er ikke en koncern, der kommer svømmende ind over det danske land fra Sydsverige, som siger, at nu besætter vi alle bestyrelserne i den her nye type af plejehjem. Det er en lokal virksomhedsejer, en direktør fra en kunstforening, lederen af en skole. Nu må I ikke tage det for pålydende, hvad de enkelte er. Men det er et billede af, at det skal være nogen, som har en lokal forankring og har nogle strategiske mere overordnede kompetencer, som også er forankret i lokalsamfundet.
Det er grundlæggende en værdi om, at vores lokale plejehjem skal åbnes op til de lokale samfund, så de kommer til at tage form og farve af det samfund, som plejehjemmet er en del af. Det er ret bogstaveligt ment. Det skal tage form og farve af de kompetencer og ressourcer, som er i et lokalsamfund. Så det er i virkeligheden et mål om at aktivere nogle kompetencer og ressourcer, der er i et lokalsamfund. Det er vigtigt at få aktiveret alle de kompetencer og ressourcer, der er omkring plejehjemmet, i stedet for at plejehjemmet - lidt fortegnet sagt - bliver styret fra rådhusgangene.”
Plejehjemsbestyrelser skal ligne gymnasier
På Velfærdschefernes årsmøde nævnte du gymnasier, og de er mere selvejende end for eksempel folkeskoler, så det stiller jo straks spørgsmålet, skal kommunale plejehjem være selvejende?
“Jeg kan ikke sige, hvordan konstruktionen bliver endnu. Men den type bestyrelser, vi forestiller os på plejehjemmene, ligner mere, hvad vi kender fra for eksempel gymnasier eller private virksomheder, end de ligner dem fra for eksempel dagtilbudsselveje eller bruger- og pårørenderåd.
Der er også nogen i debatten - og jeg er i øvrigt også virkelig glad for, at der er ved at komme en stor debat omkring det - som siger, at bruger- og pårørenderåd slet ikke kan løfte sådan en opgave. Men jeg kan ikke komme nærmere ind på, hvordan konstruktionen skal være. For det er noget af det, som bliver virkelig afgørende.”
Men det trækker mere i retning af gymnasier og virksomheder?
“Ja, og det er for at synliggøre den kompetence, som vi mener, der skal være ude hos bestyrelserne. Det er rækkevidden af driftskompetencerne. Hvor bred kan den være.”
Hvor skal de mange bestyrelsesmedlemmer findes henne?
Der er mange, som har pointeret, at det er meget svært eller umuligt at finde så mange folk, der er behov for til plejehjemsbestyrelserne. Har I gjort jer nogle overvejelser omkring det?
“Det har jeg også hørt, og jeg er meget glad for, at dialogen kommer, for så kan vi også se på, hvor de potentielle udfordringer er. Det er selvfølgelig en forudsætning, at man kan finde mennesker, som synes, det er interessant. Jeg tror i høj grad, at det handler om, at man også får lagt reelt ansvar ud i bestyrelserne. For så tror jeg, at det kan blive attraktivt.
Men så tror jeg også, at det handler om, at der er forskellige reaktioner. Frem for at gemme os inde på kontoret og lave konstruktionen færdig, så vil jeg hellere være i dialog med borgmestre, KL og så videre og fortælle om de tanker, vi har. Så jeg har været ude og snakke med en del omkring det her, og der er det blevet tydeligt for mig, at nogen er kritiske, men der er også nogen, som faktisk tænker, at det er en spændende bevægelse.
Det giver noget at have dialogen. Og der skal også være dialog om, hvad der gør det attraktivt at sidde i bestyrelser. Jeg tror, at det, der gør det attraktivt, er, hvis man har et reelt ansvar. Det er en grundlæggende tro på, at man også er medborger i sit lokalsamfund.”
Så du tænker, at man godt kan finde nok bestyrelsesmedlemmer, hvis de får ansvar?
“Det er i hvert fald en forudsætning. Ellers har det ikke gang på jorden.”
Og I tænker også økonomi ind i det?
“Det er for tidligt at sige endnu. Det er også noget af det, som vi skal afklare. Lige nu er vi ved at starte dialogen op.”
Sidst opdateret: 21/11/2023 - 11:37










































