
Et forslag om, at regeringen skal sikre et partnerskab af pensionsselskaber, kommuner og andre relevante aktører med henblik på at få etableret 5.000 nye friplejehjemspladser, er sendt til behandling i Folketinget. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Folketinget skal tage stilling til nyt beslutningsforslag om friplejehjem
Der skal findes realistiske løsninger i en fart, lyder det fra DF's ældreordfører, der har stillet beslutningsforslag om en partnerskabsmodel, der skal løse manglen på plejeboliger. Hvor står andre ældreordførere?
Udgivet: 21/11/2023
Initiativretten i forhold til hvordan Danmark skal imødegå en større mangel på plejeboliger, sådan som demografien indikerer, har ligget i dvale på Christiansborg, men nu har Dansk Folkeparti gjort alvor af sit politiske udspil fra sommergruppemødet.
Det skriver OPS-Indsigt.
De har tidligere skrevet om Dansk Folkepartis udspil, men partiet har netop fremsat et beslutningsforslag, hvor en vedtagelse vil resultere i, at Folketinget pålægger regeringen at nedsætte et partnerskab bestående af pensionsselskaber, kommuner og andre relevante aktører med henblik på at få etableret 5.000 nye friplejehjemspladser i Danmark inden 2028.
”Det er altså helt urimeligt, at ældre der åbenlyst har behov for en plejehjemsplads i dag, bliver afvist,” siger Pia Kjærsgaard (DF) til OPS-Indsigt i en kommentar.
Læs også: Demografien stikker af og plejehjemsbyggerierne halter bagefter
Skubber til regeringen
Hos Dansk Folkeparti mener man, at det er på tide, at de centrale aktører får sat sig sammen og peget på fælles løsninger i forhold til de udfordringer, vi kan se, hvor plejeboligmassen stort set ikke vokser til trods for en stærkt opadgående kurve i ældrebefolkningen over 80 år.
”For Dansk Folkeparti handler det her om, at vi i en fart skal have fundet nogen realistiske løsninger på det store problem, der er med mangel på plejehjemspladser,” siger Pia Kjærsgaard til OPS-Indsigt.
Men er der politisk opbakning til Dansk Folkepartis forslag?
”Vi synes det er en god ide, at få pensionsselskaber og private på banen, men vi arbejder selv mere i forslag, hvor kommunerne ikke står i vejen. Kan man bremse kommunerne i at stå i vejen og skabe en fair og fri konkurrence på området, så behøver man jo ikke at nedsætte et partnerskab. Der er jo masser, der gerne vil bygge,” siger ældreordfører for Liberal Alliance, Katrine Daugaard.
Hun ser frem til forhandlingerne omkring den nye ældrelov og peger på, at det er afgørende at få skabt gennemsigtighed i kommunernes økonomi.
”Vi kan blandt andet vælge at stille de samme regnskabsmæssige krav til kommunerne, som vi i Danmark stiller til enhver privat virksomhed. Det her er jo ikke umuligt at få overblik over, selvom kommunerne meget gerne vil have det til at lyde sådan,” siger Katrine Daugaard.
Hun kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvorvidt man vil støtte Dansk Folkepartis forslag.
Bekymret for det som sker i branchen
Nye Borgerliges Kim Edberg Andersen er bekymret for, om det er muligt at føre forslaget ud i livet, hvis nu aktørerne forstået som friplejeleverandørerne og byggebranchen ikke har kapaciteten til at bygge alle de plejehjem, vi har behov for.
”Det fint med Dansk Folkepartis forslag, men det er bekymrende, hvis friplejeleverandørerne nu pludselig træder på bremsen, og byggebranchen heller ikke kan træde til i så stor et omfang, som der er behov for,” siger Kim Edberg Andersen.
OPS-Indsigt har tidligere talt med direktør Anders Stouge fra DI Byggeri, som har fortalt, at kommunerne ikke bare skulle forvente, at byggebranchen stod klar, hvis der kom et boom i efterspørgslen på plejehjem. Tilsvarende har flere friplejeleverandører over for OPS-Indsigt efter sommerferien sagt, at de lige skruer ned for deres egen aktivitet.
Kim Edberg Andersen synes grundlæggende, det er en god ide med flere friplejehjem – ikke fordi de skal dominere markedet, men han mener, det er godt med konkurrencen mellem det offentlige og private.
OPS-Indsigt har kontaktet flere ældreordfører fra blandt andet blå blok, der har friplejehjem på deres dagsorden, men det har ikke været muligt, at få flere kommentarer til Dansk Folkepartis forslag før deadline.
Sidst opdateret: 21/11/2023 - 11:38
Temaer: Friplejehjem
Emner: Friplejehjem, Dansk Folkeparti, Ældrelov





































