Af Karen Andersen-Ranberg, klinisk professor, forskningsleder og overlæge ved Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital

“De ældre er de lykkeligste i Danmark” (Citat: Kristeligt Dagblad, januar 2023)

“De unge er til klima, de ældre er til sundhed” (Citat: Altinget, juni 2021)

“Derfor falder de ældre” (Citat: Dansk Sygeplejeråd - Fag og Forskning, 2017)

Hvorfor ”De ældre”? Er alle ældre ens?

Når gruppen af ældre personer, typisk defineret som 65+-årige, omtales i pressen og offentlige dokumenter, anvendes ofte fællesbetegnelsen ”de ældre”. Betegnelsen anvendes især af personer, som opfatter sig yngre, men også af ældre (65+) selv, som glemmer, at de også er en del af denne aldersbaserede samfundsgruppe.

Parallelt omtaler ældre og midaldrende gerne den yngre generation som ”de unge”. I begge betegnelser, ”de unge” og ”de ældre”, antages det, at alle, i hver deres aldersgruppe, er ret ens i tanker og gerning, evner og livsønsker. Men hvor ligheden er en rimelig antagelse for gruppen af unge, så er det en helt anden historie, når vi taler om ældre. Ældre er meget forskellige.

Nogle er i stand til at klare sig selv i deres eget hjem, køre bil, bruge nye digitale løsninger som netbank og streamingtjenester, og tage sig af deres egen sundhed. Andre ældre har brug for hjælp til de mest basale opgaver, herunder personlig pleje og medicinadministration, samt støtte til at håndtere lægeaftale og sygehusbesøg. Og så er der alle dem, som befinder sig et sted midt imellem disse to yderligheder.

Ikke en ‘one-size-fits-all'

Til trods for den store variation omtales alle ældre som ”de ældre”. Er det rimeligt at betragte den ældre befolkning som en ensartet gruppe, når den i virkeligheden er meget forskellig?

Kommunerne opfylder deres forpligtelser i henhold til Sundhedsloven og Serviceloven, men er stærkt udfordrede af de velkendte kommende årtiers demografiske udvikling og færre sundhedsfaglige medarbejdere. Der er behov for nye boller på suppen! Her hjælper det ikke, hvis politiske beslutningstagere og embedsfolk inden for fremtidens sundhed og pleje i deres ’mind-set’ tænker ”de ældre” og en ‘one-size-fits-all'.

For udover at være en meget forskelligartet gruppe, så er det også en dynamisk gruppe, med varierende behov for hjælp eller blot midlertidig hjælp ved akut sygdom. Og endelig er der også ældre borgere med symptomer på funktionstab, der ikke umiddelbart erkendes som et faresignal, for eksempel gentagne fald episoder, der let bortforklares ved at være almindeligt forekommende og næsten normalt for ”de ældre”.

Det understreger den negative undertone i begrebet ”de ældre”, - noget med tab af funktioner, øgede udgifter, byrde for velfærdsstaten m.m. Og så bliver det pludselig svært og uoverskueligt, når alle 65+-årige kategoriseres som ”de ældre”.

Svært at tilpasse ældreindsatser

Det er min påstand, at brug af betegnelsen ”de ældre” gør det svært at tilpasse de primær-kommunale sundheds- og forebyggelsesindsatser til en særdeles heterogen og dynamisk gruppe af ældre borgere. Det samme gælder for de praktiserende læger, hvor konsultationstiderne ikke er tilpasset de meget forskellige behov for lægekontakt, den ældre gruppe af patienter udviser.

Og også det sekundære sundhedsvæsen, sygehusene, er udfordrede på at tilpasse deres virke til den enkelte ældre patients behov og muligheder, når man generaliserer til “de ældre patienter”.

Trods forbuddet mod diskrimination alene på grund af alder, føler man nogle gange, at den pågående diskurs omkring ”de ældre patienter” er præget af negative undertoner, så som belastning af akut modtagelser, unødvendige og forebyggelige indlæggelser og blokering af senge.

Omtal ældre forskelligt

Alle, der kerer sig om, skriver om eller arbejder med ældre mennesker, må forholde sig til brugen af ”de ældre” og være bevidste om, at de viderebringer negative biklange.

Jeg kan kun opfordre til, at vi øver os på at se og omtale ældre personer som utroligt forskellige. Dertil kræves en individuel, anerkendende tilgang og et holistisk perspektiv, når den ældre er i kontakt med såvel det primære som det sekundære sundhedsvæsen. Det vil vi jo gerne have, når det gælder os selv. Så hvorfor ikke også de, der er ældre end os selv?

Epilog: Med FN-resolutionen A/RES/50/141 af 30. januar 1996 blev det vedtaget at erstatte det engelske ord for ‘de ældre’, ‘the elderly’, med ‘older persons’ (=ældre personer). Men hvordan skal vi så tale og skrive om personer i denne aldersgruppe?

Helt analogt til at det ikke er okay at sige ‘demente ældre’, men i stedet ‘ældre med demenssygdom’, kan man starte med at beskrive konteksten, for eksempel ældre personer med fysisk funktionstab, eller ældre voksne, der bidrager til frivilligt arbejde. Blot et forslag!