
”I en situation, hvor vi står til at mangle titusindvis af ansatte, er det helt nødvendigt at få flere dygtige og motiverede udlændinge til at arbejde i Danmark,” siger KL-formand Martin Damm. - Foto: Pressefoto
KL-udspil: 11 tiltag skal tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft på ældreområdet
Der er brug for flere hænder, hvis ældreplejen skal hænge sammen på sigt. Derfor præsenterer Kommunernes Landsforening nu et udspil, som skal tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft.
Udgivet: 07/11/2023
Rekrutteringsudfordringer er så store i ældreplejen, at der alene på SOSU-området vil mangle op mod 16.000 medarbejdere i 2030.
Det har fået Kommunernes Landsforening (KL) til at komme med et udspil til, hvordan vi får mere international arbejdskraft til at arbejde i det danske velfærdssamfund.
”I en situation, hvor vi står til at mangle titusindvis af ansatte, er det helt nødvendigt at få flere dygtige og motiverede udlændinge til at arbejde i Danmark,” siger KL-formand Martin Damm i en pressemeddelelse.
KL's udspil kommer i forbindelse med, at regeringen stadig venter på den task force for udenlandsk arbejdskraft, som skal komme med forslag til en smidig og effektiv proces, der sikrer, at vi i højere grad kan gøre brug af udenlandsk arbejdskraft på sundhedsområdet.
Task forcen består ud over flere ministerier og styrelser af både KL og Danske Regioner. Oprindeligt skulle den være kommet med sine forslag inden sommer, men blev udskudt til efter sommer for at give task forcen mere tid. Men den er endnu ikke kommet.
KL har 11 anbefalinger i sit udspil, som handler om, hvordan vi som samfund både kan blive bedre til at tiltrække, modtage og fastholde international arbejdskraft.
For eksempel anbefaler KL, at positivlisten for faglært arbejdskraft også bør afspejle medarbejderbehovet på velfærdsområderne, at retten til danskuddannelse bør forlænges og at uddannelse fremover bør tælle med i optjening af permanent ophold.
KL's 11 anbefalinger
- Danmark skal have en national strategi for tiltrækning af international arbejdskraft.
- Større enighed om hvilken arbejdskraft der er efterspørgsel på.
- Rekruttering fra tredjelande skal være etisk funderet .
- Bureaukratiet skal mindskes.
- Sprogundervisning skal starte tidligt.
- Potentialet for international rekruttering af lærlinge og udvikling af engelsksprogede erhvervsuddannelser skal afdækkes.
- Let autorisationsprocesserne og styrk mulighederne for substitution.
- Der skal ske større erfaringsudveksling om bosætningsindsatser.
- Der skal være bedre muligheder for at få danskuddannelse og hjælp til sprog.
- Der er en uudnyttet arbejdskraftreserve i de medfølgende ægtefæller.
- Uddannelse skal tælle med i optjening til permanent ophold.
Sidst opdateret: 07/11/2023 - 13:31










































