Ansatte i ældreplejen er bange for at blive overvåget, når de passer deres arbejde på et plejehjem eller i ældreplejen. Et bedre samarbejde med medierne kan være vejen frem, siger ældredirektør.

Ansatte i ældreplejen er bange for at blive overvåget, når de passer deres arbejde på et plejehjem eller i ældreplejen. Et bedre samarbejde med medierne kan være vejen frem, siger ældredirektør. - Foto: Arne Ullum / NB-Medier

Åbenhed over for medierne skal mindske sosu-frygt for overvågning

Optagelser på plejehjem med skjult kamera har givet sosu-medarbejdere en frygt for at blive overvåget. Bedre samarbejde med medierne er vejen frem, siger ældredirektør.

Udgivet: 26/09/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Hemmelige optagelser på plejehjem kan sætte sig dybe spor hos de medarbejdere, som ikke har gjort noget forkert i forbindelse med mediehistorier, der afdækker, at der er noget galt på enkelte plejehjem. Det fortæller ældredirektør fra Aarhus til NB-Ældre.

Aarhus Kommune var involveret i en skandale tilbage i 2020, hvor en TV2-dokumentar kunne afsløre, at der var noget helt galt på et plejehjem i kommunen.

"Der er ingen tvivl om, at der er en frygt og bekymring for skjult kamera og brug af muldvarper i vores organisation. Det er en konsekvens af, det der skete på plejehjemmet Kongsgården, og det der skete i Køge. Men også, at vi ved en senere lejlighed har haft en muldvarp, som dog ikke har kunnet finde kritisable forhold og derfor ikke har lavet et TV-program," siger Christian Boel, der er direktør for sundhed og omsorg.

"Det er klart, at det påvirker medarbejdere, når de opdager, at en god kollega har været på arbejdspladsen af andre årsager."

Dengang reagerede man lukket og uimødekommende over for medierne. Men efterfølgende er der ifølge Christian Boel truffet en beslutning om, at kommunen skal være mere åben over for medierne - også når der er kritik. En ny vej, som rådmanden Christian Budde (V) fra Aarhus har stået i spidsen for. Man vil til at være mere konstruktiv, så nuancerne også bliver fortalt.

"Vi skal indgå i en dialog med medierne og være mere åben, end vi tidligere har været. Vi håber også, at mere åbenhed og dialog kan få medierne til at interessere sig for de mange nuancer, der er i blandt andet ældreplejen," siger Christian Boel.

"Det har været en del af læringen fra Kongsgårdsagen. Vi blev betragtet som en kommune, der var meget lukket."

Ansatte i kommunen skal kunne tale med medierne

Nogle af de initiativer, som der er sat igang i Aarhus Kommune, for at styrke åbenheden over for medierne er blandt andet, at medarbejderne frit skal kunne tale med medierne.

"Det er klart, at det vigtigste er at sende det signal, at det er i orden at udtale sig til medierne – også når det er svært. Her handler det også om at klæde medarbejderne godt på i form af kompetenceudvikling, så de kan få et godt samspil med medierne. Men også at der er hjælp at hente i organisationen, hvis man som medarbejder eller leder ikke er tryg ved at tale med pressen," siger Christian Boel.

Der er også udarbejdet ekspertlister til medierne, og Aarhus Kommune har nu en politik om, at man også inviterer medierne inden for på plejehjem, hvis medierne ønsker at se, hvordan dagligdagen foregår, så aviser og TV-stationer selv kan observere det via fordøren frem for at snige sig ind via bagdøren.

"Det er noget med at få skabt en bevidsthed og åbenhed i organisationen om, at det er i orden at fortælle om det arbejde, man udfører til medierne, så nuancerne kommer med," siger han.

Christian Boel forklarer også, at hvis det er de pårørende, som nogle medarbejdere frygter vil sætte skjult kamera op, så skal ledelsen træde ind og indgå i en dialog med de pårørende.

"Og dermed også få afmonteret de mistanker, der kan opstå. Det er derfor, at vi satser på at have et godt pårørendesamarbejde," siger han.

Bekymringer kan man aldrig fjerne helt, mener ældredirektøren, men man kan gøre meget for at mindske dem.

"Vi kan nok aldrig nogensinde fjerne den sidste rest af bekymring, så længe der i medievirkeligheden er et udpræget brug af skjult kamera, muldvarper og så videre," siger Christian Boel.

"Men vi håber i hvert fald på, at kunne skabe en anden fælles retning med medierne. Det er det, vi bruger rigtig mange kræfter på."

Sidst opdateret: 26/09/2023 - 12:04

Emner: Ældrepleje

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]