
NB-Ældre var til stede på Christiansborg, da ældreudvalget onsdag havde arrangeret en offentlig høring om "det gode ældreliv". - Foto: Christina Yoon / NB-Ældre
Kommunerne blev den store syndebuk til Christiansborg-høring
Der var ikke meget ros til kommunerne, da ældreudvalget i Folketinget holdt en offentlig høring om det gode ældreliv onsdag.
Udgivet: 14/09/2023
"Det gode ældreliv", det var omdrejningspunktet for en offentlig høring, der var arrangeret af ældreudvalget på Christiansborg onsdag.
Her fik kommunerne flere gange skylden for, at der var problemer i ældreplejen. Men der var ikke inviteret nogle kommunalpolitikere eller ældredirektører, som kunne stå på mål for de mange beskyldninger.
"Det, som vi kan se ude i kommunerne, det er, at man over de seneste 15 år har skåret væk med en stor salamikniv. Det er efterhånden ganske almindeligt, at man kan få rengøring hver tredje eller fjerde uge, hvis man ikke selv kan gennemføre det. Tidligere var det en gang om ugen. Det er også blevet næsten umuligt at komme på plejehjem," siger Michael Teit Nielsen, der er vicedirektør i Ældre Sagen, til høringen.
Den pressede økonomi i kommunerne fyldte meget. Der var tilsyneladende ikke nogen, der kunne forstå, hvorfor den kommunale økonomi ikke har penge nok til at prioritere ældreområdet. Både paneldeltagerne og de fremmødte Christiansborgpolitikere stillede sig uforstående overfor, at kommunerne var nødsaget til at spare på ældreområdet.
"Jeg har et spørgsmål. Det er jo sådan, at pengene følger demografien. Hvad er det der sker, når pengene følger med, hvorfor bliver servicen så ringere? Hvad er løsningen på det?," spurgte den socialdemokratiske ældreordfører Annette Lind, da hun fik mulighed for at stille spørgsmål direkte til Ældre Sagen.
"Hvis jeg nu var kommunalrepræsentant, så kunne jeg måske svare. Men det, vi kan se, er, at når vi ser på hele ældreområdet, så er det det område, der har været skåret allermest de seneste ti år. Vi kan se, at hjemmeplejen bliver der stadigvæk skåret på til trods for, at man i aftalerne med kommunerne har sagt, at man skal dække demografien, så bliver der stadigvæk færre, der får hjælp, og de får hjælp i mindre tid," svarer Per Tostenæs, chefkonsulent hos Ældre Sagen.
Handicapområdet og opgaveglidninger giver besparelser
Kommunernes Landsforening (KL) har i forbindelse med økonomiaftalerne forklaret de seneste par år, at det navnligt er udgifterne til det specialiserede socialområde - og de seneste år inflationen - som er steget så meget, at det presser resten af den kommunale økonomi. Det har skiftende regeringer ikke afsat penge til, hvorfor kommunerne i praksis deler den regning ud på alle velfærdsområder. Alternativet var at tage hele besparelsen på handicapområdet.
Ældre Sagen var ikke de eneste, som var efter kommunernes håndtering af ældreområdet. En kritik gik på, at der måske var for lidt kommunikation om, hvad der kunne virke.
Paneldeltager May Bjerre Eiby, der er daglig leder af det private plejehjem Dagmarsminde, kunne ikke forstå, hvorfor hendes model ikke bliver anvendt i resten af den offentlige sektor.
"Over de seneste tre år, der er vores metode - særligt hvad angår medicinering - blevet omtalt 850 gange i de redaktionelle medier. Så her står vi med en løsning, og så kan man jo tænke, at der ikke er nogen, der har indført vores metode. Og der er heller ikke nogen, der har indført andre plejehjemsmetoder. Det er sådan set det samme billede, vi har over hele landet, og de samme problemer, vi står med," siger hun.
Skal ældreområdet væk fra kommunerne?
Debatten til høringen kom vildt omkring, da Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige spurgte, om man burde flytte ældreområdet væk fra kommunerne.
"Jeg har siddet i et byråd, og jeg er fuldstændig enig (med Ældre Sagen ift. besparelser på ældreområdet, red.). Man kan altid tage lidt fra - nu lyder det grimt - asfalten og så de ældre, fordi de ældre når ikke at stemme næste gang. Spørgsmålet er dybest set: Skal vi have flyttet ældreområdet væk fra kommunerne? Eller er en ældrelov med rettigheder nok?," spørger han Ældresagen, som svarer anerkendende tilbage.
"Det er nogle spændende tanker, du rejser, som måske vil vække lidt uro ude hos vores naboer på Islands Brygge i Kommunernes Landsforening. Men jeg synes, man skal prøve at tænke stort. Vi har for eksempel tænkt, om vi skal have læger til at ordinere, om man har brug for hjælp, så det bliver en sundhedsfaglig afgørelse, i stedet for at være en administrativ juridisk afgørelse," svarer Michael Teit Nielsen fra Ældre Sagen.
Der var mange påstande i debatten, som aldrig blev forklaret - eller forsvaret, da der ikke var nogen fra det kommunale landskab ud over Mette Sofie Haulrich, der er leder på Hundested Plejecenter, men som var inviteret til at forklare, hvordan tingene fungerede på hendes område.
Det kommunale selvstyre fik virkelig én over nakken, fordi der bliver sparet på ældreområdet, og fordi de efter Ældre Sagens mening træffer forkerte beslutninger. En enkelt kommentar udløste dog høj latter til høringen, da Michael Teit Nielsen citerede en bekendt for at have sagt:
"Oven over Grundloven, oven over Moses ti bud, der står det hellige kommunale selvstyre."
Sidst opdateret: 14/09/2023 - 10:34
Emner: Ældrepleje






































