Sosu'er bliver fyret i kommuner trods mangel på arbejdskraft

Selv om de fleste kommuner skriger på arbejdskraft i ældreplejen, så havde FOA alligevel over 2.000 fyringssager blandt deres sosu-medlemmer i 2022.

Udgivet: 12/09/2023

Christina Yoon

Politisk journalist

Del artiklen:

Der er stor forskel på, hvor mange sosu'er kommunerne har fyret i 2022. Det viser en ny FOA-opgørelse af antallet af henvendelser, som fagforbundet har modtaget fra deres medlemmer.

Langt de fleste - hele to tredjedele - bliver fyret på grund af sygdom, fremgår det af en analyse fra FOA.

"Der har været en stigning af opsigelser og sygemeldte medarbejdere. Det er en totalt forkert retning at gå i en tid med mangel på arbejdskraft,” siger Tanja Nielsen, der er sektorformand hos FOA, til NB-Ældre.

Kommunernes Landsforening (KL) har tidligere lavet en beregning, der viste, at der vil mangle 16.000 sosu'er i 2030. Alligevel har der fra 2018 til 2022 været 10.112 fyringssager forbi FOA's bord. Nogle af dem er dog gengangere, men det drejer sig om 9.845 af FOA's medlemmer.

De fem kommuner, der har haft flest medlemmer med en fyringssag i 2022 ud af FOA's medlemmer i de pågældende kommuner er Hørsholm, Allerød, Hvidovre, Holstebro og Kerteminde kommuner. De har alle en andel af afskedigelses-sager på over syv procent set i forhold til antallet af FOA-medlemmer i den enkelte kommune.

I den modsatte ende ligger Ishøj, Køge, Jammerbugt, Ringsted og Lemvig kommuner, der har en andel af sager på under to procent.

Fokus på sygefraværet

Kerteminde Kommunes borgmester fortæller, at de har stort fokus på sygefraværet.

"Vi har rigtig stort fokus på netop sygefraværet i ældreplejen, hvor vi arbejder med dels at nedbringe sygefraværet ved at tage hånd om sygemeldinger meget tidligt. Dels arbejder vi med, hvordan vi bedst muligt får medarbejdere tilbage i job ved langtidssygemeldinger. Men nogle gange er den bedste løsning også, at vores veje skilles," siger borgmester Kasper Ejsing Olesen (S) til NB-Ældre.

Man skal være opmærksom på, at der kan være stor forskel på, hvor mange FOA-medlemmer, der er i de forskellige kommuner. Derfor kan tallet være ekstra højt, hvis man har mange medlemmer et sted. Omvendt kan der være flere sosu-fyringer i kommuner med få medlemmer, da oversigten ikke siger noget om det samlede antal fyringer blandt sosu'er i hele landet.

(Artiklen fortsætter under landkortet)

Kan "øvdage" spille en rolle?

Når NB-Ældre taler med både ansatte, politikere og fagforbund, så er der også røster, der siger, at sygefraværet er et kompliceret emne. Det skyldes, at det er en blanding af mennesker, der har alt fra sygdomme som kræft og stress til enkelte, som også tager det, som mange har døbt "øv-dage".

Nogle gange bliver kommunerne måske nødt til at nedbringe sygefraværet. Kan det også være fordi, der er nogle sosu’er, der for eksempel har taget nogle øv-dage?

"Jeg tror, du har fat i noget. Der er ingen tvivl om, at kommunerne måler og vejer deres fraværsprocent. Et redskab til at bringe procenten ned er at komme af med nogle af de medarbejdere, der har mange sygedage," siger Tanja Nielsen fra FOA, der samtidig understreger, at tillidsrepræsentanter også tager samtaler med de ansatte om den del, hvis det er relevant.

Hun understreger dog, at det ikke må være den lette løsning at fyre, som kommunerne først griber ud efter. Der er behov for at gribe fat om neglens rod, når medarbejderne melder sig syge, siger hun. Kerteminde-borgmesteren er enig.

"Jeg tror, at FOA har fingeren på pulsen i forhold til, hvad der skal ske på nogle arbejdspladser. Eller ikke engang på hele arbejdspladser, men i nogle enkelte teams," siger Kasper Ejsing Olesen med både henvisning til øv-dage, og at kommunerne skal arbejde med arbejdsmiljø generelt.

Intensivering af indsatser

I Hvidovre Kommune er andelen af FOA-medlemmer, som har fået en fyringsseddel på niveau med Kerteminde. Hvidovre har en andel på 7,2 procent, hvor Kerteminde har en andel på 7,1.

"Selvfølgelig er der medarbejdere som vi må sige farvel til, fordi de eksempelvis har for meget fravær," skriver Anders Wolf Andresen i en sms til NB-Ældre, men tilføjer også:

"Vi arbejder struktureret med onbording, kvalificering og uddannelse af medarbejdere, og ikke mindst fastholdelse af disse. Denne indsats vil blive intensiveret i de kommende år. Vi har særlig fokus på de nye, de unge og seniorerne."

Hos FOA tager man ikke fat i kommunerne fra centralt hold, men i stedet er det de lokale FOA-foreninger, som tager de lokale samtaler med kommunerne om blandt andet sygefravær og fyringer.

Sidst opdateret: 12/09/2023 - 16:39

Emner: Ældrepleje

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]