
“Det er rigtig vigtigt, at man får genbesøgt klyngekortet rundt omkring og får tilpasset det de steder, hvor man fik tegnet stregen lidt forkert,” siger Sisse-Marie Welling, fungerende formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Kommunernes Landsforening.
Revurder klyngekortet: Udfordrer det tværsektorielle samarbejde
Det giver udfordringer for samarbejdet mellem kommuner og hospitaler, at nogen kommuner har mange ældre patienter på hospitaler uden for deres sundhedsklynge. Derfor skal klyngestrukturen revurderes, lyder opfordringen.
Udgivet: 16/11/2023
Når en ældre borger skal indlægges på et hospital, er det ikke altid det hospital, som kommunen er i sundhedsklynge med, som er relevant. Og når indlæggelsen foregår på et hospital uden for klyngen, er det ikke sikkert, at kommunen kender de aftaler, der er lavet omkring eksempelvis ind- og udskrivningssamarbejdet mellem kommune og hospital.
Sådan er det for eksempel for klyngen omkring Sjællands Universitetshospital.
“Derfor kan klyngesamarbejdet ikke løse alle problemerne med tværsektorielt samarbejde. Vi kan godt sidde og lave en aftale med en sygehusdirektør fra Køge Sygehus. Vi har også patienter, der behandles i Holbæk, og så kender vi ikke deres aftaler,” siger Dorte Saabye, direktør for blandt andet ældre og sundhed i Solrød Kommune.
Sundhedsklyngerne blev etableret i juli sidste år. Men til april næste år forventes Sundhedsstrukturkommissionen at komme med sine anbefalinger til et mere sammenhængene sundhedsvæsen. Sisse-Marie Welling (SF), fungerende formand for Sundheds- og Ældreudvalget i Kommunernes Landsforening, opfordrer til, at man reviderer klyngekortet.
“Det er rigtig vigtigt, at man får genbesøgt klyngekortet rundt omkring og får tilpasset det de steder, hvor man fik tegnet stregen lidt forkert,” siger Sisse-Marie Welling, som også er sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune.
“Nogle steder vil det være hospitalet, der måske skal dele sig op i to klynger frem for en kommune, og andre steder giver det måske bedre mening, at kommunen gør det,” siger hun og pointerer, at også størrelsen på klyngerne trænger til et genbesøg.
Kan gå langsomt
I Nordklyngen i Region Hovedstaden påpeger Stella Hansen, direktør for Social, Sundhed og Beskæftigelse i Helsingør Kommune, at det er vigtigt at være skarp på, hvor opgaverne bedst varetages.
“Der er noget, som kan foregå i klyngerne, men der er også noget, som bliver nødt til at foregå på regionsniveau. Her er det kunsten, at det ikke kommer til at gå for langsomt, fordi man så hos os i Region Hovedstaden er afhængig af, at 29 kommuner bliver enige,” siger hun og giver et eksempel.
“Vi skal kigge på kommunikationsaftalen om, hvordan blandt andet udskrivningen fra et hospital foregår. Det er noget, som har betydning for, hvordan borgeren oplever forløbet. Det kan man ikke gøre klyngevis, for borgerne går på tværs i Region Hovedstaden,” forklarer hun.
'Vi har samarbejdsaftaler på tværs'
I Midtklyngen i Region Midtjylland giver strukturen imidlertid ikke problemer, forklarer Mette Andreassen, direktør i Social, Sundhed og Omsorg i Viborg Kommune.
“Vi har et hospital med en forholdsvis høj grad af specialisering, men selvfølgelig har vi også borgere, som bliver indlagt på andre hospitaler. Men der har vi en række samarbejdsaftaler, der går på tværs af hele regionen, så jeg oplever ikke strukturen som en udfordring hos os,” siger hun.
Sidst opdateret: 16/11/2023 - 08:40










































