Klinisk professor Karen Andersen-Ranberg, forsker i forebyggelse af indlæggelse af ældre, mener, at de kommunale sygeplejersker har brug for et kompetenceløft.

Klinisk professor Karen Andersen-Ranberg, forsker i forebyggelse af indlæggelse af ældre, mener, at de kommunale sygeplejersker har brug for et kompetenceløft. - Foto: Pressefoto

Professor i opråb: Kommunale sygeplejersker har brug for flere kompetencer

Kommunerne skal give flere sygeplejersker en special- eller efteruddannelse, hvis andelen af forebyggelige indlæggelser skal mindskes, lyder det fra professor.

Udgivet: 31/10/2023

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Hvis kommunerne skal være bedre til at forebygge, at ældre indlægges på sygehuset med en diagnose, som kunne være forebygget, så skal sygeplejerskerne i kommunernes akutfunktioner have et kompetenceløft.

Sådan lyder det fra Karen Andersen-Ranberg, klinisk professor i geriatri ved Odense Universitetshospital og forsker i forebyggelse af indlæggelser blandt ældre.

“Kommunerne har efter min mening brug for et kompetenceløft. Flere og flere komplekse ældre borgere skal plejes og tilses af mindre og mindre personale og mange ufaglærte,” siger hun.

Der er stor forskel mellem kommunerne på, hvor stor en andel af ældre borgere, som bliver indlagt med en såkaldt forebyggelig sygdom, viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen. En analyse fra NB-Ældre viser samtidig, at store kommuner har færre forebyggelige hospitalsindlæggelser blandt ældre end mindre kommuner.

Læs også:
Ny analyse: Store kommuner har færre forebyggelige hospitalsindlæggelser blandt ældre

Og det mener Karen Andersen-Ranberg ud fra sin erfaring fra kontakter med flere kommuner, kan hænge sammen med organiseringen i kommunerne.

“I de store kommuner kan man have sygeplejersker i akutfunktionerne, der ikke gør andet hver dag, hvorimod i de mindre kommuner er der nogen, som har tjansen den ene dag og andre den anden dag. Dermed bliver det svært at opbygge en ekspertise og kompetencer i at vurdere tegn til begyndende sygdom hos ældre mennesker og bruge udstyret til måling af blodprøver,” forklarer professoren.

Mindre kommuner mangler økonomi

Hun pointerer samtidig, at de mindre kommuner nok ikke har økonomi til at opgradere og give kompetencer til sygeplejersker, så de kan håndtere den meget komplekse ældre borger. Men det er vigtigt:

“For borgeren er det bedst at opdage en begyndende sygdom tidligt, så rettidig behandling kan iværksættes, inden borgeren bliver så dårlig, at sygehusindlæggelse bliver nødvendig” forklarer Karen Andersen-Ranberg.

Professoren opfordrer til, at flere sygeplejersker i kommunerne får løftet deres kompetenceniveau gennem for eksempel en specialuddannelse i borgernær sygepleje eller en kandidatuddannelse i avanceret klinisk sygepleje (APN-sygeplejerske).

“Hvis vi fik flere af dem ud i kommunerne, som kan tage blodprøver, analyser for dehydrering og infektionstal, tage blodtryk, puls og måle iltmætningen, så vil man komme rigtig meget længere,” siger professoren og giver et eksempel:

“De vil kunne være med til at afklare, at der måske ikke er tale om dehydrering eller nogen infektion, og det derfor ikke er nødvendigt at indlægge en given ældre borger på den mistanke. Det kan godt være, borgeren føler sig lidt dårlig lige nu, men hjemmeplejen kan holde øje med borgeren til næste dag og se, om det udvikler sig.

Læs også:
Algoritme hjælper sygeplejersker: 59 procent færre genindlæggelser blandt ældre

Esbjerg har succes

I Esbjerg Kommune har de givet hele 30 sygeplejersker en specialuddannelse i borgernær sygepleje. Og det har givet succes har Anni Kjærgaard Sørensen, chef for sygeplejen i Esbjerg Kommune, tidligere fortalt til NB-Ældre.

“Vi har set det som en nødvendighed for at løse de opgaver, der er kommet i det nære sundhedsvæsen, så vi kan undgå genindlæggelser af de ældre borgere,” sagde Anni Kjærgaard Sørensen.

Sidst opdateret: 31/10/2023 - 12:26

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]