Regeringen vil i trepartsforhandlingerne forsøge at forpligte kommuner og regioner til at slå flere fuldtidsstillinger op.

Regeringen vil i trepartsforhandlingerne forsøge at forpligte kommuner og regioner til at slå flere fuldtidsstillinger op. - Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Regeringen: Kommuner skal slå flere sosu-job op som fuldtidsstillinger

Kommunerne vil i trepartsforhandlingerne blive mødt med et krav fra regeringen om, at flere stillinger skal slås op som fuldtidsstillinger.

Udgivet: 25/09/2023

Arne Ullum

chefredaktør for NB-Medier

Del artiklen:

Når trepartsforhandlingerne går i gang senere på ugen må KL (Kommunernes Landsforening) forberede sig på et krav fra regeringen om, at det skal være slut med de mange opslag af deltidsstillinger i ældreplejen. Det kom frem på et pressemøde i Finansministeriet mandag.

På spørgsmålet om, hvad kommuner og regionerne skal levere i trepartsdrøftelser, sagde finansminister Nicolai Wammen (S):

"Noget af det, som vi selvfølgelig er optaget af, er, at man fra eksempelvis kommunernes side bliver bedre til at slå fuldtidsstillinger op i stedet for deltidsstillinger," sagde finansministeren.

Og kravet om flere opslag med fuldtidsstillinger i kommunerne bliver en eksplicit del af trepartsforhandlingerne.

"På trods af et vedvarende arbejde for at slå flere fuldtidsstillinger op i regioner og i kommuner, er det ikke lykkes endnu. Vi skal vende udviklingen, og derfor løfter vi det på bordet i de trepartsforhandlinger, finansministeren og sundhedsministeren har annonceret og inviteret til," sagde kulturminister Jacob Engel Schmidt, der repræsenterede Moderaterne på dagens pressemøde.

Vil belønne alle, der går op i tid

Mens regeringen angiveligt vil tvinge kommuner og regioner til at slå flere fuldtidsstillinger op, så vil man i forhold til medarbejderne satse på økonomiske incitamenter i form af bedre løn til de medarbejdere, som vælger at arbejde fuldtid eller i det mindste gå op i tid.

"Vi kommer ikke til at tvinge nogen til at gå fra deltid til fuldtid. Det er fortsat den enkeltes eget valg, om man vil det ene eller det andet. Men vi vil gøre det mere attraktivt for folk at gå fra deltid til fuldtid," sagde finansminister Nicolai Wammen.

Senere gjorde Sophie Løhde (V) det dog klart, at der også vil være en belønning for de medarbejdere, som går op i tid.

"Vi har særlig fokus på dem, der går op i tid. Det er jo ikke nødvendigvis alle, der skal gå fra deltid til fuldtid. Det kan også være, at man går op i tid," sagde indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde.

Sidst opdateret: 26/09/2023 - 09:32

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]