
Næstformand Martin Damm (V) og formand Peter Rahbæk Juel (A) før Sættermødet til forhandlinger om økonomiaftaler for 2027 mellem Kommunernes Landsforening (KL) og regeringen i Økonomi- og Indenrigsministeriet. - Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
ØA27: Kommunerne kan også i 2027 se frem til flere penge til velfærd
Ved et pressemøde før sættemødet mellem KL og regeringen om de kommende økonomiforhandlinger stod det helt klart, at regeringen har til hensigt at fortsætte endnu et år med sporskifteøkonomien.
Udgivet: 11/06/2026
Regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) har indledt økonomiforhandlingerne med klare signaler om, at kommunerne kan se frem til flere penge, end det rene demografiske træk tilsiger. Det skriver NB-Økonomi.
Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) begyndte sættemødet ambitiøs tone på vegne af den nye regering:
"Vi lægger op til, at vi skal have mere velfærd i kommunerne, og det er vi klar til som regering," lød det utvetydigt fra ministeren, som yderligere præciserede: "Vi har jo i regeringsgrundlaget lagt op til, at vi dækker det demografiske træk, og vi kommer også til at kigge ind i noget mere."
Spørgsmålet er dermed ikke længere, om der kommer flere penge til velfærd udover demografi, men hvor mange – men også om uforudsete udgifter igen ender med at æde et velfærdsløft.
Der var ellers usædvanligt positive vinde over de første ord fra regeringens topforhandlere, økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr (SF) og finansminister Peter Hummelgaard (S), da regeringen og KL her til aften tog hul på årets økonomiforhandlinger.
Det kommunale "sporskifte", hvor økonomien i de senere år har fået et løft ud over stigende udgifter til demografien, ser dermed ud til at fortsætte.
Valgkampens løfte om tre milliarder ekstra
Under valgkampen stod den tidligere finansminister Nicolai Wammen (S) på Kommunaløkonomisk Topmøde i marts og gav et stort løfte: Hvis det stod til ham, ville kommunerne få dækket det demografiske træk, og derudover ville de få tre milliarder kroner ekstra.
På dagens sættemøde i Økonomi- og Indenrigsministeriet blev den nuværende finansminister Peter Hummelgaard (S) spurgt, om han var klar til at indfri det løfte:
"Jeg er enig med min partikollega og forhenværende finansminister," sagde han og fortsatte:
"Når det handler om at kunne levere en ordentlig velfærd derude – både i daginstitutioner, skoler, på ældreområdet og til alle de mange danskere, der i stigende grad også har behov for mere specialiseret hjælp – så er der behov for, at vi investerer mere," siger han.
Peter Hummelgaard ville ikke garantere et specifikt milliardbeløb på forhånd:
"Vi sætter først to streger under bundlinjen, når vi er færdige med forhandlingerne," sagde han.
KL advarer mod nye udgiftspres
Hos KL vækker de positive toner naturligvis glæde. Formand Peter Rahbæk Juel (S) lagde vægt på, at kommunerne de seneste to år har haft gode aftaler, og han understregede behovet for fortsatte løft:
"Vi har jo haft to gode aftaler de sidste år, og og vi har også været tydelige omkring det sporskifte vi gerne vil blive i, fordi der er jo et reparationsarbejde i forhold til mange dele af vores velfærdssamfund på den kommunale del og en svale gør jo ikke en sommer, så der er jo brug for, at der er noget vedholdenhed fra regeringen i forhold til, at vi investerer i den kommunale velfærd," siger han.
Selv om der er udsigt til flere penge fra regeringen, er der fortsat økonomiske udfordringer, som risikerer at formindske effekten af det økonomiske løft. Særligt udgifterne på det specialiserede socialområde har historisk lagt beslag på de ekstra velfærdsmilliarder. Ved dagens sættemøde bekræftede KL denne bekymring:
"Ja, det er i hvert fald en dokumenteret trussel, hvis vi ser historisk på det. Og derfor er det jo selvfølgelig vigtigt, at det er på bordet," sagde KL's næstformand Martin Damm.
EU-dom kan æde velfærdsløft
Derudover hænger en uventet regning på ca. 2,5 milliarder kroner fra den såkaldte EU-deltidsdom tungt over kommunerne.
"Hvis vi ikke får det adresseret på den ene eller anden måde, så har det jo en risiko for at tage luften ud af den velfærdsglæde, der kan være ved en økonomiaftale," lød det fra KL's formand Peter Rahbæk Juel.
Det er altså stadig usikkert præcis, hvilket milliardbeløb regeringen vil lægge oven i det demografiske træk, og om hele beløbet kommer i økonomiaftalen, eller om dele af det vil blive gemt som øvrige initiativer på efterårets finanslov.
Sidst opdateret: 11/06/2026 - 11:23










































