Ældreloven er med til at give budgetunderskud i kommune

Nordsjællandsk kommune forventer stort underskud i årets budget. Det skyldes blandt andet forandringer i helhedsplejen på grund af ældreloven, lyder det.

Udgivet: 21/05/2026

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Gribskov Kommunes budget for 2026 ser ud til at lande med et underskud på driften på 88 millioner kroner. Det står klart efter årets første budgetopfølgning, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Forandringer i helhedsplejen på grund af ældreloven er en af de forklaringer, som kommunen beskriver har forårsaget underskuet. Derudover er det særligt det specialiserede socialområde både på børne- og voksenområdet, specialundervisningstilbud og førtidspensioner, der det seneste år har drevet udgifterne ud over budgetrammerne.

Dermed føjer Gribskov sig til rækken af kommuner, hvor udgifterne på de store velfærdsområder i stigende grad udfordrer budgetterne og reducerer det økonomiske råderum.

”Det er en alvorlig situation og bestemt ikke én, jeg drømte om, da jeg tiltrådte som borgmester i januar. Da det nye byråd tiltrådte, vidste vi, at økonomien var stram og kaldte på skarpe prioriteringer nu og i årene frem. At vi ser ind i så stort et underskud i indeværende år, som vores kasseeftersyn og første budgetopfølgning nu viser, var vi dog ikke forberedt på,” siger borgmester Trine Egetved (K) i pressemeddelsen.

Borgmesteren pointerer, at det nu handler det om at stoppe den akutte blødning og så lægge en langsigtet plan for at genoprette økonomien.

"Derfor har vi i Økonomiudvalget valgt at trække i håndbremsen med det samme og meddelt forvaltningen, at der her og nu er behov for generel tilbageholdenhed i forbruget," skriver borgmesteren.

Dernæst ønsker borgmesteren at få et fyldestgørende overblik over, hvad der driver omkostningerne og lægge en plan for, hvordan kommunen får balance i budgettet igen – både på den korte og den lidt længere bane.

Ifølge borgmester Trine Egetved er det endnu for tidligt at sige præcist, hvilke tiltag der vil blive sat i værk, og hvilke konsekvenser det kan få for borgere og ansatte. Hun lægger dog ikke skjul på, at situationen kan føre til mærkbare ændringer.

Sidst opdateret: 21/05/2026 - 10:37

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]