
Fungerende ældreminister Henrik Frandsen (M) får overrakt bogen Efterladt, som sætter fokus på omsorgssvigt i ældreplejen. - Foto: Ældre Sagen
Ældre Sagen lancerer krimibog for at råbe op om omsorgssvigt
En ny bog med krimifortællinger baseret på virkelige sager skal genstarte debatten om kvaliteten i ældreplejen. Ifølge Ældre Sagen er alvorlige svigt ved at blive hverdag.
Udgivet: 30/04/2026
Omsorgssvigt i ældreplejen risikerer at blive normaliseret.
Det er baggrunden for, at Ældre Sagen nu udgiver bogen Efterladt, som består af 13 krimifortællinger baseret på virkelige vidnesbyrd fra borgere og pårørende.
Ifølge organisationen er grebet med krimiformen bevidst: Når virkelige hændelser ligner fiktion, bliver alvoren tydeligere.
"Den type grove omsorgssvigt burde kun eksistere i uhyggelig fiktion. Men virkeligheden er desværre sådan, at det sker hver eneste dag rundt omkring i Danmark," siger Ældre Sagens vicedirektør Michael Teit Nielsen og forsætter:
"Det kan ikke være rigtigt, at vi som velfærdssamfund trækker på skuldrene, fordi disse omsorgssvigt er blevet hverdag. Det kan vi ikke leve med. Derfor er vi nødt til at spørge: Skal ældreplejen virkelig lyde som en krimi?"
Henvendelser om omsorgssvigt
Med bogen vil Ældre Sagen genstarte debatten om kvaliteten i ældreplejen og sætte fokus på konsekvenserne af svigt.
Organisationen arbejder samtidig for at få indført en omsorgsgaranti.
"Vores mål er, at den slags historier kun skal findes i bøger i fremtiden. Lige nu er de en del af virkeligheden. Det er uacceptabelt" siger Michael Teit Nielsen.
Ifølge Ældre Sagen er der tegn på, at problemerne vokser.
I første halvår af 2025 modtog organisationen 95 henvendelser om omsorgssvigt. I andet halvår steg tallet til 193.
Bogen Efterladt udkom 28. april som fysisk bog, e-bog og lydbog.
Sidst opdateret: 30/04/2026 - 12:06










































