Opfordring til ny regering: Forklar civilsamfundets rolle i ældreplejen

Selv om Sønderborg Kommune knokler med forventningsafstemningen, forventer mange borgere stadig en kommunal ydelse. Derfor bør en kommende regering forklare ældrereformens ambitioner tydeligere, mener direktør.

Udgivet: 17/03/2026

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

En kommende regering bør gå langt tydeligere ud i offentligheden og forklare, hvilken rolle civilsamfundet skal spille i fremtidens ældrepleje. Ellers risikerer reformens ambitioner at drukne i gamle forventninger til velfærdsstaten.

Det mener Klaus Liestmann, direktør for Omsorg og Udvikling i Sønderborg Kommune.

"De taler meget om civilsamfundets betydning i ældrereformen, men de er ikke ude at kommunikere, hvad det konkret er, man tænker," siger han til NB-Ældre.

Med ældreloven lægges der op til et tættere samspil mellem kommuner, pårørende, lokale fællesskaber og civilsamfund. Tanken er, at løsninger i højere grad skal findes i samarbejde omkring den enkelte borger – og ikke kun gennem kommunale ydelser.

"Man kunne godt gå ud i dagspressen og sige: Nu har vi sat den her dagsorden. Hvad betyder den i praksis? Hvad er det, vi gerne vil?"

Borgere forventer stadig en kommunal ydelse

Ifølge Klaus Liestmann er behovet for tydelig kommunikation stort, fordi mange borgere stadig møder ældreplejen med en klassisk forventning om, at kommunen leverer en ydelse.

"Vi bliver tit mødt med den opfattelse, at man kan bestille noget i kommunen," forklarer Klaus Liestmann.

Men tanken i ældrereformen er en anden. Fremover er ambitionen, at løsninger i højere grad skal findes i samarbejde mellem kommunen, borgeren, pårørende og civilsamfund.

"Det kan være en nabo. Det kan være civilsamfundet. Pointen er, at vi finder løsningerne sammen," siger han.

Knokler lokalt

I Sønderborg Kommune forsøger man allerede aktivt at bygge samspillet op. Kommunen har blandt andet ansat fire civilsamfundsambassadører, som arbejder med dialog mellem kommunen, borgere og lokale foreninger.

Derudover arbejder kommunen med en række initiativer, der skal styrke samarbejdet mellem offentlige tilbud og civilsamfund. Men ifølge Klaus Liestmann kan kommunerne ikke alene ændre borgernes forventninger til velfærdsstaten.

"Vi knokler med det lokalt. Men det ville hjælpe, hvis der kom en tydeligere forventningsafstemning fra centralt hold," mener Klaus Liestmann.

Ifølge direktøren er ældrereformen ikke kun en organisatorisk ændring, men et større skifte i måden at tænke velfærd på. Derfor mener han også, at staten bør tage et større ansvar for at forklare retningen.

"Når det er så stort et paradigmeskifte, så skal det kommunikeres overalt."

Hvis ikke borgerne forstår forandringen, risikerer man ifølge ham, at den gamle forventning til ældreplejen fortsætter.

"Så bliver man ved med at have oplevelsen af, at der er et ydelseskatalog, man kan vælge ud fra."

Sidst opdateret: 17/03/2026 - 12:13

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]