
"I medierne har vi nærmest kun to billeder: De ældre, der er hjælpeløse og bor på plejehjem, og dem, der har penge nok til at spille golf og rejse verden rundt," siger Lisbeth Knudsen, formand for Rådet for et aldersvenligt Danmark. - Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix
Medierne gås nu i sømmene for aldersdiskrimination
Mediernes rolle i aldersdiskrimination bliver nu analyseret af Rådet for aldersvenligt Danmark – med ambitionen om at sætte gang i en bred debat om normer, forklarer formand Lisbeth Knudsen.
Udgivet: 22/01/2026
Rådet for et aldervenligt Danmark har netop igangsat en analyse af aldersdiskrimination i medierne og på de sociale platforme.
Det fortæller rådets formand Lisbeth Knudsen.
Hun forklarer, at analysen skal afdække, hvilke ord, billeder og forestillinger der knytter sig til ældre – og hvordan de påvirker både samfundets syn på alder og ældres mulighed for at forblive aktive på arbejdsmarkedet og i civilsamfundet:
"Det skal munde ud i en debat. Det bliver virkelig vigtig, fordi mange føler sig diskrimineret og føler, at alder forhindrer det sidste job på arbejdsmarkedet, inden man går på pension."
Det er på trods af, at der generelt er stor mangel på hænder og hoveder i velfærdssamfundet. Den seneste fremskrivning fra Statistikudvalget viser, at der for eksempel kommer til at mangle 23.800 social- og sundhedsmedarbejdere i 2035, hvis ikke der bliver gjort noget. Samtidig vil næsten hver fjerde dansker være over 67 år – et stort potentiale, som ifølge Ældreministeriet skal udnyttes. Det skal Rådet for et aldervenligt Danmark bane vejen for med en vision.
Rådet har allerede afholdt to møder, hvor fokus har været på tre centrale områder: arbejdsmarkedet, boligmarkedet og mobilitet. Et af de første spørgsmål, rådet har taget fat på, er, hvorfor så mange forlader arbejdsmarkedet, inden de når pensionsalderen.
Ifølge Lisbeth Knudsen spiller normer og forestillinger om alder en væsentlig rolle.
"Rigtig mange, vi støder på, peger på aldersdiskrimination. Hvis man er 60 eller 65+, er det som om, man er faldet ud over kanten og ikke længere betragtes som fuldt funktionsdygtig – heller ikke digitalt," siger hun og forklarer, at det påvirker både arbejdsgiveres og de ældres egne forventninger.
Den usynlige gruppe
Analysen gennemføres i to spor. Medieovervågningsbureauet Retriever skal analysere omtalen af ældre i medierne, mens Analyse & Tal skal undersøge, hvordan alder og seniorer italesættes på sociale medier.
Ifølge rådets formand er omtalen af ældre ofte er præget af stereotype fremstillinger.
"I medierne har vi nærmest to billeder: De ældre, der er hjælpeløse og bor på plejehjem, og dem, der har penge nok til at spille golf og rejse verden rundt. Men der er en meget stor gruppe midt imellem, som både passer deres arbejde og yder en betydelig indsats i civilsamfundet," siger Lisbeth Knudsen.
Hun peger på, at netop den manglende nuancering kan være med til at fastholde aldersdiskriminationen – også på arbejdsmarkedet.
"Hvis vi hele tiden taler om alder som et problem, bliver det svært at få flere til at blive længere på arbejdsmarkedet. Derfor er det vigtigt, at analysen kan være med til at skabe en bred debat om, hvordan vi taler om alder," siger hun.
Analysen forventes færdig i marts. Den bliver en del af det vidensgrundlag, som Rådet for et aldervenligt Danmark bruger i arbejdet med den vision, rådet efter planen skal præsentere i foråret.
Visionen skal samle konkrete forslag til, hvordan samfundet i højere grad kan indrettes, så ældre både kan og vil forblive aktive – til gavn for den enkelte og for samfundet som helhed.
Sidst opdateret: 22/01/2026 - 09:57










































