
"Det er vigtigt at have blik for borgerens samlede situation – og det er en kompleks opgave," siger kontorchef Hanne Agerbak med henvisning til sygehusene, som får en helt ny opgave i forbindelse med sundheds- og omsorgspladserne.
KL: Sundheds- og omsorgspladser risikerer at udvikle sig til minisygehuse
Kommunernes Landsforening (KL) advarer om potentielle konsekvenser for kommunerne i forbindelse med høringsudkastet om kvalitetsstandarderne for de nye sundheds- og omsorgspladser.
Udgivet: 20/01/2026
"Man kan blive bange for, at sundheds- og omsorgspladserne ad åre går hen og bliver minisygehuse."
Sådan lyder en bekymring fra Hanne Agerbak, kontorchef for Sundhed og Ældre i Kommunernes Landsforening (KL), efter hun har læst Sundhedsstyrelsens udkast til kvalitetsstandarder for sundheds- og omsorgspladserne, som er i høring netop nu.
"Man skal huske, at sygehusene er underlagt lofter for, hvor meget de må udvikle sig. Det er klart, at hvis sygehusene oplever trængsel, er der en risiko for, at nogle borgere bliver skubbet ud på sundheds- og omsorgspladserne. Det kan betyde, at dem, der i virkeligheden har brug for pladserne, ikke kan være der længere – og at kommunerne bliver nødt til at opbygge nye pladser."
Det er en sårbar gruppe, tilføjer hun:
"Og derfor er vi i kommunerne meget opmærksomme på, at vi får ramt den rigtige kvalitetsstandard fra begyndelsen, så vi sikrer, at borgerne får de rigtige tilbud, når ansvaret flytter fra kommunerne til regioner. Det mener vi i store stræk, udkastet lever op til."
I høringsudkastet lægges der dog i et af eksemplerne op til, at sundheds- og omsorgspladserne skal kunne modtage relativt ustabile og behandlingskrævende borgere med behov for hyppig observation, løbende justering af behandling og fast lægedækning. Når pladserne samtidig skal bemandes med autoriseret sundhedspersonale og have udstyr, der understøtter egentlig behandling, frygter Hanne Agerbak, at de i praksis med tiden kommer til at fungere som en forlængelse af sygehusene.
Borgerens samlede situation
I dag rummer kommunale pladser en bred målgruppe med både sociale hensyn og sundhedsfaglige problemstillinger.
To borgere kan eksempelvis have præcis samme sundhedsfaglige udgangspunkt, men vidt forskellige forudsætninger for at blive håndteret i eget hjem. Hvor den ene kan klare sig, fordi vedkommende bor i parcelhus og har pårørende omkring sig, kan den anden med samme sygdomshistorik have behov for en plads, fordi han eller hun bor alene på fjerde sal uden netværk.
Ifølge Hanne Agerbak lægger høringsudkastet i vid udstrækning op til, at visitation fortsat ikke alene skal bero på en sundhedsfaglig vurdering. Men, understreger hun:
"Det er vigtigt at have blik for borgerens samlede situation – og det er en kompleks opgave. Det er en anden opgave, end sygehusene er vant til at varetage. Så det har vi haft fokus på," siger Hanne Agerbak.
For kommunerne kan konsekvensen blive, at de i højere grad kommer til at stå med ansvaret for de borgere, der eventuelt ikke måtte passe ind på de nye sundheds- og omsorgspladser.
Professorens advarsel
Af høringsudkastet fremgår en række eksempler på, hvem der er berettiget til en sundheds- og omsorgsplads. Og særligt et eksempel har vakt opsigt: Nyudskrevne borgere efter akut forværring af kendt sygdom eller akut nyopstået sygdom.
Det er problematisk, vurderer professor ved Roskilde Universitet Bent Greve.
Fik du læst?
Professor advarer: To steder halter oplæg til nye kvalitetsstandarder for omsorgspladser
Efter hans opfattelse bør disse borgere i stedet være på hospital, da de fortsat befinder sig i en situation, der kræver en mere omfattende lægedækning, end sundheds- og omsorgspladserne kan tilbyde.
Hanne Agerbak er på samme linje.
"Jeg tror, at alle, herunder KL og Danske Regioner, er enige om, at særligt et af eksemplerne rammer forbi skiven. Netop fordi det i højere grad er en hospitalsborger, der er beskrevet," siger hun og tilføjer:
"De eksempler har vi i fællesskab ønsket skal udgå, og det går vi ud fra, at der bliver lyttet til.
Sidst opdateret: 20/01/2026 - 12:21










































