Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, og Else Zippor, direktør for Voksenområdet i Billund Kommune.

Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, og Else Zippor, direktør for Voksenområdet i Billund Kommune.

Ældredirektør: Vi har vigtigere problemer end et aldersvenligt samfund

Ældredirektører hilser ambitionen om et aldersvenligt samfund velkommen, men peger på, at meget allerede er i gang lokalt – og at andre udfordringer presser sig mere på.

Udgivet: 14/01/2026

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

"Jeg vil nok mene, at der er andre ting og grupper, der har det vanskeligere end lige præcis den store brede befolkning af ældre."

Sådan lyder den umiddelbare reaktion fra Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, på ambitionen om et mere aldersvenligt Danmark.

Regeringen har nedsat et råd, som i løbet af foråret 2026 skal komme med anbefalinger og en samlet vision for, hvordan samfundet kan indrettes bedre til en voksende ældrebefolkning. Ambitionen spænder bredt og omfatter blandt andet boligforhold, digital udvikling samt mulighederne for at fastholde flere seniorer i arbejde og i foreningslivet.

Men set fra et kommunalt perspektiv er der ifølge Jan Nielsen tale om en dagsorden, der i vidt omfang allerede er en del af hverdagen.

"Nu arbejder jeg med en meget snæver målgruppe, nemlig borgere som virkelig har brug for vores hjælp. Her taler vi om at skabe nogle mere overordnede strukturer, der skal gøre det mere venligt at være ældre i samfundet. Det kan jeg jo ikke være imod. Men hvis jeg skal være helt ærlig, er det måske ikke det største problem, vi har i samfundet i dag," siger han.

Fik du læst?

Ældreministeren: Kommunernes bidrag er essentielt for et aldersvenligt Danmark

Jan Nielsen peger på, at kommunerne i forvejen arbejder bredt med ældres vilkår – både gennem lovpligtige ældreråd og gennem indsatser, der handler om mobilitet, tilgængelighed og deltagelse i det lokale fællesskab.

"Vi har allerede ældreråd, som netop beskæftiger sig med spørgsmål om busruter, tilgængelighed i bylivet og muligheder for aktiviteter. Og i Aalborg Kommune har vi generelt en ambition om at skabe gode vilkår for alle borgere – fra vugge til grav."

Derfor ser han det nye råd som et initiativ, der i højere grad samler og italesætter eksisterende indsatser, end som et egentligt nybrud, altså lidt overflødigt.

Fedt initiativ

En mere afventende og åben tilgang kommer fra Else Zippor, direktør for Voksenområdet i Billund Kommune. Hun hilser ambitionen om et aldersvenligt samfund velkommen, men understreger, at det fortsat er tidligt at vurdere, hvad visionen konkret vil føre til.

"Jeg synes egentlig, det er meget fedt, at man prøver at løfte blikket og tænke i, hvordan vi indretter vores samfund på en lidt større klinge," siger hun.

Fik du læst?

Disse 15 personer skal sidde i råd for aldersvenligst samfund

Ifølge Else Zippor ligger potentialet især i at tænke aldersvenlighed bredere end traditionel ældrepleje og i stedet fokusere på de mange ældre, der i dag lever aktive og selvstændige liv.

"Der er en meget stor gruppe af friske ældre, som gerne skal kunne klare sig selv. Ligesom vi taler om strukturel forebyggelse på sundhedsområdet, kan man også se på, hvordan samfundets indretning understøtter, at man kan holde sig aktiv længst muligt."

Ældredirektøren understreger dog, at hun endnu ikke har koblet konkrete kommunale initiativer på det nye råd og i stedet afventer, hvad arbejdet munder ud i.

"Måske bliver rådets budskab, at hovedparten af de friske ældre er en "samfundskraft", som vi kan forvente, bidrager aktivt til vores velfærdssamfund, hvor vi har brug for alle kræfter i de kommende år – det vil da være en gevinst," siger hun.

Sidst opdateret: 14/01/2026 - 08:21

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]