Disse seks kommuner skiller sig særlig dårligt ud i brugerundersøgelse af plejehjem

Seks kommuner gør det dårligt på alle tre centrale områder i Ældreministeriets nye brugertilfredshedsundersøgelse af plejehjemmene, viser analyse. Kun én af dem ligger i Jylland.

Udgivet: 09/12/2025

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

I fem sjællandske og en jysk kommune står det aller dårligst til på plejehjemmene, når man kigger på de tre centrale parametre: samlet tilfredshed, medarbejderkontinuitet og selvbestemmelse.

Det viser en analyse, som NB-Ældre har lavet på baggrund af de tre centrale områder i kommunerapporterne fra Ældreministeriets brugerundersøgelsen af plejehjemmene, som blev offentligggjort i fredags.

De kommuner, som klarer sig dårligt, kan med fordel lade sig inspirere af, hvad de gør i de kommuner, hvor de klarer sig særlig godt, som vi skrev om i sidste uge. Et af formålene med brugerundersøgelsen er netop, at kommunerne kan lade sig inspirere af hinanden, samtidig med at ældreministeren vil se, om ældrereformen får effekt.

(Artiklen fortsætter under tabellen)

Fik du læst?

Otte kommuner skiller sig særligt godt ud i brugerundersøgelse af plejehjem

Odder skraber bunden alene i Jylland

Ser man på de 25 kommuner, som scorer dårligst på hver af de tre parametre, går de seks kommuner igen som værende blandt de dårligste 25 kommuner på alle tre parametre.

Vordingborg er en af dem. Det er den kommune i hele landet, kun overgået af Hørsholm, hvor der er færrest plejehjemsbeboerne, der samlet set er tilfredse. Hørsholm Kommune er ikke med blandt de dårligste seks kommuner i denne analyse, da den ikke er blandt de 25 dårligste på selvbestemmelse.

I Vordingborg er 69 procent af plejehjemsbeboerne tilfredse eller meget tilfredse samlet set, mens Gribskov og Nordfyns kommuner i den anden ende scorer 100 procent.

74 procent af plejehjemsbeboerne i Vordingborg udtrykker i høj eller nogen grad, at de oplever, at det er de samme medarbejdere, som kommer hos dem. Her er Furesø og Odder de aller dårligste med henholdsvis 42 og 47 procent.

70 procent af plejehjemsbeboerne i Vordingborg synes i høj eller nogen grad, at de har indflydelse på, hvordan eller hvornår medarbejderne hjælper dem. Her er det igen Odder, som ligger helt i bund sammen med Rebild på omkring 43 procent.

Odder er den eneste jyske kommune, som er blandt de dårligste på alle tre parametre. De andre fem er de sjællandske kommuner: Vordingborg, Stevns, Rødovre, Allerød og Herlev.

Fik du læst?

Ti kommuner skiller sig særligt dårligt ud i brugerundersøgelse af hjemmehjælpen

Ingen gengangere fra andre undersøgelser

NB-Ældre lavede også en analyse af de samme tre centrale parametre i forhold til Ældreministeriets brugerundersøgelse for hjemmeplejen, som udkom i sommer.

Der er ingen af de seks dårligste kommuner i plejehjemsundersøgelsen, som også er at finde blandt de dårligste på hjemmeplejedelen.

Der er ligeledes ingen af de seks kommuner at finde i bund ti i NB-Ældres omfattende faglige kortlægning af ældreområdet, hvor kommunerne blev bedømt på 18 centrale parametre, som et ekspertpanel på tre forskere og ni topchefer fra kommunerne havde været med til at udpege.

Fik du læst?

Se kortet: Jyske kommuner klarer sig bedst i omfattende faglig kortlægning af ældreområdet

Fakta

Sådan har de gjort

Brugertilfredshedsundersøgelsen blandt plejehjemsbeboere er blevet indsamlet af Danmarks Statistik i perioden fra januar 2025 til juni 2025, hvor samtlige 941 plejehjem er kontaktet i forhold til at deltage i undersøgelsen.

646 plejehjem, fordelt på 93 kommuner, har valgt at deltage, hvilket omfatter ca. 28.000 plejehjemsbeboere. Heraf har cirka 9.900 beboere deltaget i undersøgelsen.

Undersøgelsen er gennemført ved besøgsinterviews af hensyn til målgruppen.

Svarprocenten på de deltagende plejehjem er cirka 35 procent.

De tre parametre i NB-Ældres analyse bygger på de tre centrale parametre udvalgt af Ældreministeriet i et selvstændigt notat. De tager udgangspunkt i følgende spørgsmål til plejehjemsbeboerne:

  • Hvor tilfreds eller utilfreds er du samlet set med den hjælp, du får her på plejehjemmet?

  • I hvilken grad synes du, at det er de samme medarbejdere, som kommer hos dig?

  • I hvilken grad synes du, at du har indflydelse på, hvordan eller hvornår medarbejderne hjælper dig?

Kilde: Ældreministeriet

Sidst opdateret: 09/12/2025 - 12:33

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]