Partifarven på borgmesterkæden har ikke betydning for kvaliteten af ældreplejen, viser forskning.

Partifarven på borgmesterkæden har ikke betydning for kvaliteten af ældreplejen, viser forskning. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Venstre, S eller K – det gør ingen forskel: Ældreplejens kvalitet er farveblind

Når lokalpolitikere går ud og tager æren for, at deres kommune har klaret sig godt i omfattende kortlægning af ældreområdet, fordi kommunen er drevet af netop deres parti, så skal det tages med et gram salt, viser analyse. Professor bekræfter.

Udgivet: 18/11/2025

Rikke Gundersen

Redaktør

Del artiklen:

Borgmesterens partifarve synes ikke at have betydning for kommuners placering i kortlægning af ældreområdet. I hvert fald viser en gennemgang af borgmesterkædernes partifarve i de bedste og dårligste placerede kommuner i NB-Ældres kortlægning af ældreområdet, at der er en lige fordeling mellem røde og blå partier i top og bund.

Så når lokalpolitikere går ud og siger, at deres kommune er blandt de bedste, fordi den er drevet af netop deres parti, så er det altså mere tilfældigt, end det er fakta. Og den konklusion bliver bakket op af forskningen, påpeger professor.

"Forskningen peger ret konsistent på, at partifarven i forhold til borgmesterkæden ikke er så afgørende i forhold til, hvordan kvaliteten er i ældreplejen, eller hvor mange penge, man investerer i området," siger Tine Rostgaard, professor ved Roskilde Universitet.

Hun forsker blandt andet i kvaliteten af ældreplejen og er en af forskerne, som har været med til at komme med input til de 18 indikatorer, som kommunerne er blevet bedømt på i NB-Ældres kortlægning af ældreområdet.

En af de lokalpolitikere, som har fremhævet sit eget parti som forklaring på den gode placering i NB-Ældres kortlægning, er Tom Arnt Thorup, som stiller op for Venstre i Varde Kommune.

"Varde er Venstre drevet - det har stor betydning" skriver han på sin Facebook-side og henviser til Vardes placering som nummer fem i kortlægningen.

Men blandt de ti kommuner, som klarede sig bedst i NB-Ældres kortlægning, som blev offentliggjort i slutningen af oktober, er der fire kommuner, som er drevet af socialdemokratiske borgmestre, en af Radikale Venstre - og fire af Venstre samt en af Konservative. Der er således ikke markant flere eller færre, som er drevet af enten røde eller blå borgmestre.

(Artiklen fortsætter under tabellen)

I den modsatte ende er der således også en nærmest ligelig fordeling mellem antallet af røde og blå borgmesterkæder.

Fem af de dårligst placerede kommuner i NB-Ældres kortlægning har en socialdemokratisk borgmester, tre en Venstre-borgmester, en konservativ og en fra en lokalliste.

(Artiklen fortsætter under tabellen)

Politikerne kan dermed ikke tage æren for, at kommunen har klaret sig godt i kortlægningen. Men administrationen i kommunerne og vælgerne behøver heller ikke at frygte, at et borgmesterskifte til et andet parti vil forværre ældreområdet.

"Der er generelt enighed på tværs af partiskel om, at ældreplejen skal prioriteres. Man skruer ikke ned for blusset, fordi man har en særlig partifarve eller modsat," siger Tine Rostgaard.

Dansk Folkeparti er kendt for at tale de ældres sag. Men i de kommuner, hvor de har medlemmer i byrådet, sker der ikke bedre behandling af de ældre.

"Selv om der er nogle partier, som særligt taler de ældres sag, så har man ikke kunne finde en afgørende forskel på kvaliteten af ældreplejen og sammensætningen af kommunalbestyrelsen," siger professoren og peger på, at forskningen dækker alle de nordiske lande.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Tom Arnt Thorup inden artiklens deadline.

Sidst opdateret: 18/11/2025 - 11:27

Temaer: Danmarks bedste kommune på ældreområdet

Ledige Stillinger

Relaterede artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]