
"Vi finder ingen systematisk sammenhæng mellem kommunernes udgiftsniveau og tilfredsheden blandt de ældre," siger Karsten Bo Larsen, forskningschef i Cepos. - Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Cepos: Økonomi fylder for meget i debatten om ældreplejen
Borgerinddragelse og selvbestemmelse betyder langt mere for tilfredsheden med hjemmeplejen end kommunernes udgifter, viser ny Cepos-analyse.
Udgivet: 04/11/2025
Hvor meget en kommune bruger på ældreområdet har stort set ingen betydning for, hvor tilfredse de ældre er med hjemmeplejen, viser en ny analyse fra CEPOS, der bygger på svar fra over 50.000 hjemmehjælpsmodtagere i Danmark.
"Det er kontraintuitivt, at ressourcer ikke betyder noget for tilfredsheden. Man skulle tro, at flere penge automatisk gjorde de ældre gladere for deres pleje. Men det ser vi ikke. Det tyder på, at økonomi fylder for meget i debatten om ældreplejen," siger Karsten Bo Larsen, der er forskningschef i Cepos, i en pressemeddelelse i forbindelse med analysen.
Kommunerne kan dermed ikke bare bruge flere penge og dermed forvente, at de ældre bliver mere tilfredse med ældreplejen. Ifølge analysen er det i stedet graden af selvbestemmelse, der gør den største forskel. Ældre, der føler sig hørt og involveret i beslutninger om deres egen pleje, er markant mere tilfredse, uanset om kommunen bruger mange eller få midler på området.
Cepos' analyse tager udgangspunkt i Ældreministeriets og Danmarks Statistiks omfattende brugertilfredshedsundersøgelse blandt landets hjemmehjælpsmodtagere. Cepos har herefter undersøgt, hvordan forskellige faktorer, herunder udgifter pr. ældre borger, påvirker tilfredsheden.
Resultatet viser ingen systematisk sammenhæng mellem kommunernes udgiftsniveau og de ældres vurdering af hjemmeplejen. Til gengæld har graden af inddragelse og viden om hjælpen, man kan få, en klar positiv effekt.
Mere information og inddragelse giver bedre oplevelser
Ifølge analysen bidrager ældres kendskab til, hvilke former for hjælp der findes, også til højere tilfredshed. Det peger på, at information og tydelig forventningsafstemning er centrale elementer i god pleje.
Samtidig finder Cepos en svag negativ sammenhæng mellem høje udgifter og tilfredshed – altså at flere penge ikke nødvendigvis løser udfordringerne.
Forskningschefen peger på, at resultaterne bør spille en rolle i implementeringen af den nye ældrelov, som trådte i kraft i juli.
"Lovens intentioner om borgeren i centrum er gode – men spørgsmålet er, om øget autonomi reelt er sikret, når det i sidste ende stadig er kommunen, der bestemmer. Man bør overveje, om vi i stedet for gode intentioner skal give de ældre en mere formel ret til øget selvbestemmelse," siger Karsten Bo Larsen i pressemeddelelsen.
Analysen konkluderer, at der er stort potentiale for at øge kvaliteten i ældreplejen gennem bedre borgerinddragelse – især i visitationsprocessen, hvor kommunen fastlægger og justerer hjælpen til den enkelte.
Sidst opdateret: 04/11/2025 - 11:25










































