
Sundheds- og ældrechef Kirsten Vinther Kofod Løgsted blev en smule overrasket over, at der nu er fire private leverandører til at levere helhedspleje i Ikast-Brande Kommune. - Foto: Martin Dam Kristensen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix
Fire private leverandører vækker både glæde og bekymring
Ikast-Brande Kommune skiller sig ud med hele fire private leverandører af helhedspleje. Men med de mange valgmuligheder følger også en bekymring for, om der er nok borgere til at sikre den nødvendige faglighed.
Udgivet: 28/10/2025
Hele fire private leverandører leverer helhedspleje i Ikast-Brande Kommune – noget, mange kommuner kun kan drømme om.
Men selv om det umiddelbart er positivt, vækker det samtidig bekymring, da grundlaget risikerer at blive for spinkelt, fortæller sundheds- og ældrechef Kirsten Vinther Kofod Løgsted.
"Jeg vil ikke sige, at vi har for mange nu. Det vil tiden vise," siger hun.
Med ældreloven skal borgere, der visiteres til helhedspleje, kunne vælge mellem mindst to leverandører, hvoraf én kan være kommunal. Kommunen kan enten indgå kontrakter med private leverandører eller tilbyde fritvalgsbevis. Leverandørerne skal kunne levere alle ydelser, der indgår i helhedspleje, herunder genoptræning og rehabilitering i hjemmet.
Netop træningsdelen er nerven i bekymringen.
"Leverandørerne skal jo gerne have en faglighed og erfaring i det. Det er helt klart, at det kræver et vist antal borgere for at få den erfaring. Det er alene det, der er min bekymring," siger Kirsten Vinther Kofod Løgsted.
Frygter for fagligheden
De private leverandører skal kunne stille med personale, der har de rette kompetencer – for eksempel inden for synkefunktionstræning, som kræver særlig faglighed og erfaring. Og det kan blive en udfordring, hvis der ikke er nok borgere til, at leverandørerne får opbygget erfaringen i praksis.
"Hvis du ikke engang har nok borgere til, at du kan have en hel terapeut ansat, så bliver det jo vanskeligt," siger hun og peger på, at meget afhænger af samarbejdet mellem leverandørerne og de private fysioterapeuter, som ofte fungerer som underleverandører.
"Det kan sagtens være, at de kan løse det på den lange bane, men det er et af de steder, hvor vi er bekymrede for fagligheden. Og det gælder jo også os selv – hvis flere borgere vælger en privat leverandør, skal vi jo stadig kunne opretholde den nødvendige faglighed i vores eget tilbud," siger Kirsten Vinther Kofod Løgsted.
Selv om bekymringen for fagligheden fylder, ser hun klart det positive i, at borgerne i Ikast-Brande har hele fire private leverandører at vælge imellem.
"Det er jo netop det, lovgivningen lægger op til – at borgerne skal have et reelt valg. Og det har de her. Det er positivt," siger hun.
Men spørgsmålet er, om andre kommuner kan lade sig inspirere af Ikast-Brande og tiltrække lige så mange private leverandører.
Her er svaret nej.
"Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg ikke, de sidder og tænker: 'Hvilke kommuner er gode at samarbejde med', og så søger ind der," siger hun.
"Det er jo en forretning. De kigger på, hvor der er et kundegrundlag, og hvor deres virksomhed ligger. Det er nok mere det, der styrer, end om en kommune har et godt ry."
Ingen særlig strategi
Når samarbejdet først er etableret, handler det dog om at få hverdagen til at fungere, understreger hun.
"Et godt samarbejde handler om, hvordan vi sammen får overdraget borgeren, hvis nogen ønsker at skifte mellem privat og kommunal leverandør. Det handler om løbende dialog – for eksempel hvis hjælpen skal justeres, eller hvis der opstår behov for samarbejde omkring sygepleje eller elever. Det er alt det praktiske, der skal spille, for at borgerne mærker, at det fungerer," siger Kirsten Vinther Kofod Løgsted.
At der nu er fire private leverandører, kom en smule bag på sundheds- og ældrechef Kirsten Vinther Kofod Løgsted. Da den seneste meldte sig på banen, var hun selv overrasket over, at markedet kunne bære endnu en aktør. Alligevel ser leverandørerne ud til at være optimistiske – flere af dem driver også virksomhed i nabokommunerne.
Hun vurderer ikke, at der ligger nogen særlig strategi bag udviklingen i Ikast-Brande. I stedet handler det ifølge hende om en lokal tradition for iværksætteri.
"Jeg tror, det hænger sammen med, at vi har en vis iværksætterkultur her. Der er nogle, der tør prøve kræfter med det," siger hun og understreger, at kommunen ikke aktivt har forsøgt at tiltrække leverandørerne:
"Vi har ikke været ude og reklamere eller gjort en særlig indsats. De er selv kommet til os."
Sidst opdateret: 28/10/2025 - 12:29










































