Se kortet: Stor forskel på omfanget af personaleudskiftningen på ældreområdet
Godt hver fjerde medarbejder i ældreplejen skifter job hvert år, viser Cepos-analyse, som bliver offentliggjort i dag. I nogle kommuner gælder det næsten hver anden medarbejder.
Udgivet: 09/10/2025
I Gribskov og Vallensbæk kommuner skiftede 46 procent af medarbejderne i ældreplejen i gennemsnit årligt arbejde i perioden 2022 til 2024. Men det er ikke de eneste kommuner, hvor mange i ældreplejen skifter job.
I ti kommuner skiftede mere end hver tredje job årligt i perioden. Mens det i seks kommuner kun var hver femte eller lidt mindre. Det viser en ny analyse, som Cepos offentliggør i dag.
Kommuner med en lav personaleudskiftning har et bedre grundlag for at kunne skabe plejekontinuitet for de ældre. Kommuner med en stor udskiftning i personalet kan derfor med fordel bliver inspireret af kommuner, som klarer sig bedre.
“Kommunerne kan ud fra et brugerperspektiv bruge resultaterne til at se, hvor gode de er til at holde på deres medarbejdere. Det er generelt set et kvalitetsmål, at det er de samme personer, som kommer hos de ældre. En forudsætning for det er, at man er i stand til at have de samme medarbejdere," siger Karsten Bo Larsen, forskningschef hos Cepos.
Men man kan også bruge analysen til at se, hvor attraktiv en arbejdsplads man er.
"Uanset hvilke forudsætninger man lægger til grund, er der enighed om, at der kommer til at være massiv mangel på medarbejdere på ældreområdet. Derfor er det interessant for kommunerne at se, hvordan de står som arbejdsgivere. Er vi gode til at holde på folk? Er vi en attraktiv arbejdsplads?" siger forskningschefen.
(Artiklen fortsætter under kortet)
Organisatoriske ændringers betydning
Man skal være opmærksom på, at kommunens generelle organisering kan have betydning for personaleudskiftningen. For eksempel vil en kommune, der har få centrale arbejdssteder i hjemmeplejen formentlig have en lavere personaleudskiftning sammenlignet med en kommune, der har valgt at sprede hjemmeplejen ud på flere arbejdssteder. Dette betyder dog ikke nødvendigvis en bedre pleje for de ældre. Desuden kan organisatoriske ændringer påvirke personaleudskiftningen, hvilket ikke nødvendigvis påvirker de ældre.
Cepos har i rapporten ladet kommuner med særlig høj personaleudskiftning kommentere tallene. Nogle skriver netop organisatoriske ændringer som forklaring, nogen kan ikke genkende tallene, og andre steder skyldes det høje tal blandt andet mange ældre medarbejdere, som er gået på pension. Men i Vallensbæk Kommune skriver de, at de ikke har gennemført organisationsændringer, der kan forklare den høje personaleudskiftning.
“Kommunen meddeler, at en stor del af medarbejderne har været stabile gennem mange år, mens en mindre del af medarbejderstaben står for en større udskiftning, hvor der kan være flere udskiftninger i den samme stilling inden for et år,” står der i rapporten.
Disse kommuner klarer sig bedst
Ud over Gribskov og Vallensbæk er Tårnby, Næstved og Haderslev også at finde blandt kommuner i top fem over højest personaleudskiftning.
I den modsatte ende finder man Thisted og Tønder, som kun har 19 procent i personaleudskiftning. Brønderslev, Morsø, Odder og Vesthimmerland har 20 procent. Landsgennemsnittet var 27 procent.
Karsten Bo ser ikke nogle markante forskelle i geografien på personaleudskiftningen, men vurderer derfor at forskellene i høj grad må skyldes den kommunale ledelse af ældreplejen.
"Andre analyser, vi har lavet, viser, at det er dem som prioriterer tingene, som klarer sig godt," siger han.
Sidst opdateret: 09/10/2025 - 09:38










































