
"Vi skal finde nye veje til at styre økonomien," siger Jakob Bigum Lundberg efter de næsten første 100 dage med ældreloven.
100 dage nærmer sig: Velfærdsformanden peger på de største udfordringer
Ældreloven runder 100 dage i næste uge, og udfordringerne er tydelige, fortæller formanden for Kommunale Velfærdschefer, som peger på tre store udfordringer. En af dem er budgetterne, som kan risikere at skride.
Udgivet: 01/10/2025
Kommunernes økonomi risikerer at skride, hvis visitationen til de nye, rummelige forløb ikke bliver håndteret klogt – og det kan i så fald få store konsekvenser.
Sådan lyder advarslen fra Jakob Bigum Lundberg, formand for Kommunale Velfærdschefer. Han peger på økonomien som én af tre store udfordringer, der er trådt tydeligt frem siden ældrelovens ikraftræden for knap 100 dage siden.
"Det er ikke kommet bag på mig, men det er blevet tydeligt, at vi skal finde nye veje for at sikre vores økonomistyring. Det giver os udfordringer i kommunerne, at vi ikke længere visiterer til enkeltydelser, men i nogle få forløb, som kan indeholde store variationer i udgifterne," påpeger han.
Med ældrereformen og den medfølgende ældrelov er kommunerne gået fra at visitere til enkeltydelser – som for eksempel hjælp til støttestrømper, rengøring eller madlavning – til at visitere borgerne til små, rummelige forløbspakker. Det skal give større fleksibilitet i hverdagen og bedre mulighed for at tilpasse hjælpen til den enkelte borgers behov fra dag til dag.
Men netop fordi der kun findes få forløbspakker at visitere til, er der langt mellem bund og top i udgifterne. To borgere kan altså være visiteret til den samme pakke, men ende med meget forskellige behov og dermed meget forskellige udgifter. Hvis mange borgere ender i den dyre ende af forløbene, kan udgifterne hurtigt løbe løbsk, forklarer Jakob Bigum Lundberg:
"Hvis vi bare ligger ti procent højere i gennemsnit på de her pakker, så taler vi om virkelig mange penge, som kommunernes budgetter ikke kan bære. Og så risikerer vi at skulle ud og finde besparelser andre steder – uden at vi helt kan vide, hvor det egentlig er, at økonomien skrider," siger Jakob Bigum Lundberg.
Tidligere kunne kommunerne detailstyre ned til antallet af støttestrømper eller rengøringstimer, men den mulighed er væk, når visitationen nu sker i brede forløbspakker. Ifølge Jakob Bigum Lundberg betyder det, at kommunerne må finde helt nye måder at følge økonomien på.
Han peger på, at flere kommuner allerede arbejder på at udvikle nye værktøjer og metoder til at følge udgifterne tættere. Derudover foregår der samarbejde på tværs af nabokommuner og i faglige netværk, hvor man forsøger at finde fælles løsninger på de nye økonomiske udfordringer.
"Det, vi mangler, er værktøjer til at sikre økonomistyring på en ny måde, nu hvor vi kun har få forløb at visitere til."
Private under pres
Men udfordringerne stopper ikke ved økonomien.
Også indførelsen af helhedsplejen skaber pres – især for de private leverandører.
”Vi har ikke nogen interesse i, at private virksomheder smider håndklædet i ringen, fordi de ikke kan levere hele pakken. Det frie valg er vigtigt at bevare, og derfor må vi gøre, hvad vi kan for at hjælpe dem godt på vej,” siger Jakob Bigum Lundberg.
Han peger på, at der er mange, der allerede nu vælger at opgive deres virksomhed, og at det kan få konsekvenser for borgernes valgmuligheder.
Ifølge ham ligger ansvaret for omstillingen i høj grad hos de private selv, men kommunerne spiller en vigtig rolle i at skabe dialog og samarbejde. Lykkes det ikke, kan resultatet blive færre leverandører på markedet – og dermed et mindre reelt frit valg for borgerne, selv om ældreloven netop forpligter kommunerne til at sikre denne valgmulighed.
”Hvis for mange vælger at opgive deres virksomhed, så er der en reel risiko for, at borgerne fremover får færre muligheder at vælge imellem. Og det var bestemt ikke meningen med reformen,” påpeger han.
Mere kontinuitet i hverdagen
Mens helhedsplejen især udfordrer de private aktører, er kommunerne selv i fuld gang med en tredje og måske mest mærkbar forandring: indførelsen af små faste teams.
Det betyder, at borgerne i højere grad skal møde de samme medarbejdere i hverdagen.
Jakob Bigum Lundberg fremhæver, at det er en af de mest afgørende nyskabelser i ældreloven. Han vurderer, at den nye organisering kan give mere kontinuitet og dermed også højere kvalitet i plejen.
"Det skal vi lige holde fast i: at det er en virkelig stor forandring af vores måde at bedrive ældrepleje på, og den måde, som borgerne møder den på. Det er måske den vigtigste del af ældreloven, sådan som jeg ser det," siger han.
Sidst opdateret: 30/09/2025 - 20:17










































