
Ældreminister Mette Kierkgaard glæder sig over, at 43 procent har deltaget i undersøgelsen af hjemmehjælp. - Foto: Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix
Ældreministeren forsvarer svarprocenten i tilfredshedsundersøgelse
Under halvdelen af landets ældre, der modtager hjemmehjælp, har deltaget i brugertilfredshedsundersøgelse af hjemmehjælp. Ældreministeren er dog godt tilfreds, oplyser hun i et ministersvar.
Udgivet: 04/09/2025
Mens Pia Kjærsgaard (DF) er kritisk over for svarprocenten, som ligger på 43 procent, i den første landsdækkende undersøgelse af hjemmeplejen, er ældreminister Mette Kierkgaard (M) glad og tilfreds.
Det fremgår af et ministersvar.
"Det er en svarprocent, som til sammenligning ligger lidt højere end de seneste landsdækkende brugertilfredshedsundersøgelser på sundhedsområdet. Det giver en undersøgelse i et omfang, vi ikke tidligere har set på ældreområdet, og det kan vi godt være tilfredse med," skriver Mette Kierkgaard.
Når under halvdelen deltager i en undersøgelse, opstår spørgsmålet om, hvorvidt resultaterne er repræsentative. Hvis det især er de mest ressourcestærke ældre, der svarer, kan billedet af hjemmeplejen blive skævt. Det er netop den problemstilling, Pia Kjærsgaard (DF) tager op i sit ander spørgsmål til ministeren.
Fik du læst?
Omfattende brugerundersøgelse af hjemmehjælpen: Her er de fem mest interessante resultater
Ressourcestærke ældre
Foruden svarprocenten vil DF-politikeren vide, om undersøgelsen favner hele gruppen af hjemmehjælpsmodtagere, eller om det primært er de mere ressourcestærke ældre, der har svaret på undersøgelsen.
Her peger ministeren på, at Danmarks Statistik har undersøgt netop det. De har sammenlignet de ældre, der deltog, med alle de ældre, der modtager hjemmehjælp. Analysen viser, at grupperne ligner hinanden på tværs af demografiske, geografiske og socioøkonomiske forhold.
"Danmarks Statistik har videre korrigeret for evt. forskelle ved at afrapportere de vægtede resultater, som er konstrueret på baggrund af faktorer, som Danmarks Statistik har udvalgt. Dette er på trods af, at der ikke er markante forskelle mellem deltagerne i undersøgelsen og den samlede gruppe af modtagere," skriver ældreministeren.
For at sikre en bred deltagelse blev spørgeskemaet sendt ud både digitalt og med brev. Borgere, der ikke svarede, blev desuden kontaktet telefonisk, og de ældre havde mulighed for at få hjælp fra pårørende til at udfylde skemaet.
Undersøgelsen, som blev offentliggjort den 22. juni, er første gang, at alle modtagere af hjemmehjælp i Danmark har fået mulighed for at give deres mening til kende.
Sidst opdateret: 04/09/2025 - 10:18










































