Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, Stine Dideriksen, chef for Ældre og Rehabilitering i Assens Kommune og Susanne Buch, chef for Ældre og Sundhed i Kerteminde Kommune.

Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, Stine Dideriksen, chef for Ældre og Rehabilitering i Assens Kommune og Susanne Buch, chef for Ældre og Sundhed i Kerteminde Kommune.

"Ikke en walk in the park": Kommunerne gør status på ældreloven

Medarbejdere er blevet udfordret, siden ældreloven trådte i kraft 1. juli, fortæller ældrechefer. De glæder sig over, at der er to år til at implementere den fuldt ud.

Udgivet: 28/08/2025

Anders Rytoft

Journalist

Del artiklen:

Ældrelovens ikrafttræden har sat gang i en omstilling på tværs af landets kommuner. For nogle har det lignet business as usual, fordi de i forvejen arbejdede i tråd med lovens intentioner. For andre har det været en større omvæltning. Men fælles er, at opgaverne nu skal gribes anderledes an - uanset hvor godt man har været forberedt.

Derfor har NB-Ældre talt med en ældredirektør og to ældrechefer fra Aalborg, Kerteminde og Assens Kommune for at høre, hvilke udfordringer de står overfor, og hvordan de tackler den nye virkelighed.

Siden 1. juli 2025 har kommunerne blandt andet skullet indføre helhedspleje, nye regler for visitation og frit valg af leverandør. Det gælder alle nye borgere. Borgere, der allerede havde en bevilling efter serviceloven inden loven trådte i kraft, skal senest revisiteres og overgå til ældrelovens rammer 1. juli 2027.

Helt anden opgave

Ifølge Jan Nielsen, direktør for Senior og Omsorg i Aalborg Kommune, er kommunen stadig kun i begyndelsen af en længere proces. Han peger på, at det vigtigste har været at få de nye pakker (pleje- og omsorgsforløb) på plads inden 1. juli.

Det er lykkedes. Men det fulde skifte til ældreloven sker ikke fra den ene dag til den anden, forklarer han:

“Vi fik vores fem pakker på plads inden fristen, så vi lever op til intentionerne i lovgivningen og sikrer borgernes frie leverandørvalg. Men at få det foldet helt ud i en organisation af vores størrelse kommer til at tage tid. Det nye er jo, at visitationen sker centralt, mens 'udpakningen' foregår ude hos borgeren sammen med de pårørende. Det er en helt anden opgave for medarbejderne end tidligere, hvor de fik en detaljeret opgaveliste fra administrationen.”

Fik du læst?

Borgere klager over kommunale afgørelser efter ny ældrelov

Han understreger, at det kræver både faglig sparring og ledelsesmæssig støtte at ændre arbejdsrutinerne. Det arbejde foregår løbende i Aalborg Kommune:

“Man kan ikke bare fra den ene dag til den anden gå fra faste lister til selv at definere opgaverne sammen med borgeren. Det giver udfordringer, men vi mener faktisk, at det er en ganske glimrende idé."

En lille ordbog

I Assens Kommune oplever chef for Ældre og Rehabilitering, Stine Dideriksen, at ældreloven bygger videre på en dagsorden, kommunen allerede satte i gang tilbage i 2022.

"Vi har længe arbejdet med at flytte beslutninger tættere på borgeren, så loven er egentlig en forlængelse af det. Men med lovgivning følger også en masse formalia, så det har bestemt ikke været nogen walk in the park," siger hun.

Allerede i den første uge efter lovens ikrafttræden blev de første borgere visiteret efter de nye regler. Men ude i driften har det givet udfordringer, særligt med at finde rundt i nye paragraffer og begreber.

"Tidligere talte vi om paragraffer fra serviceloven. Nu hedder det noget andet, men serviceloven eksisterer jo stadig. Det kan skabe forvirring, så vi har lavet en lille ordbog, så alle taler samme sprog," fortæller Stine Dideriksen.

Hun fremhæver, at medarbejderne har været godt forberedte, men at der stadig er en masse udfordringer i hverdagen.

Glad for tidsfristen

I Kerteminde Kommune ser Susanne Buch, chef for Ældre og Sundhed, især frem til at følge, om ældreloven på sigt kan føre til mindre bureaukrati.

"Loven lægger op til forenkling og afbureaukratisering, men vi er spændte på, om det også bliver oplevelsen i praksis. Lige nu betyder det faktisk ekstra krav, fordi vi både skal dokumentere efter serviceloven og ældreloven," siger hun.

Det skaber ifølge Susanne Buch en særlig udfordring for medarbejderne, der skal lære at navigere i to regelsæt samtidig.

"I de første år kommer vi nok ikke til at opleve mindre dokumentation. Tværtimod, for vi skal gøre tingene på to måder. Derfor er det vigtigt at have tid og ro til implementeringen, og ikke tro, at gevinsterne viser sig fra den ene dag til den anden," understreger hun.

Hun peger dog på, at kommunerne allerede er i gang med at rydde op i egne regler og arbejdsgange for at fjerne unødigt bureaukrati.

"Vi går meget positivt ind i implementeringsperioden, og vi er glade for, at vi har fået to år til at arbejde os ind i de nye rammer," siger Susanne Buch.

Sidst opdateret: 28/08/2025 - 10:12

Ledige Stillinger

Mest læste artikler

Logo

NB-Ældre er en nicheportal om ældreområdet samt ældrepolitik. Portalens formål er at sikre aktørerne inden for ældreområdet substantiel information om ældrelovgivningen og ældreområdet.

Læs mere om NB-Ældre her

Kontakt os

Kundeservice

81409679

 - Hverdage (10:00-14:00)

[email protected]

Adresse

Kompagnistræde 20A, 1. sal,
1208 København K

Redaktionen

[email protected]