
Mette Kierkgaard (M) mener, at ældre fremover skal spørges til kvaliteten af maden i hjemmeplejen. - Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Ældreminister erkender mangel i national brugertilfredshedsundersøgelse
Pia Kjærsgaard (DF) undrer sig over, at madens kvalitet i hjemmeplejen er overset i brugertilfredshedsundersøgelse for hjemmepleje. Det gør ældreministeren også.
Udgivet: 14/08/2025
Fremover skal ældre i hjemmeplejen spørges til kvaliteten af den mad, de får serveret.
Det fremgår af ældreminister Mette Kierkgaards (M) svar på et udvalgsspørgsmål, som Pia Kjærsgaard (DF) har stillet i Folketingets Ældreudvalg.
På trods af ældreministerens fokus på bedre mad i ældreplejen, er de ældres vurdering af måltidernes kvalitet ikke en del af den nye store brugertilfredshedsundersøgelse. Og det har vakt undren hos Pia Kjærsgaard:
"Vil ministeren svare klart på, hvad der ligger til grund for, at der i brugertilfredsundersøgelsen i hjemmeplejen, ikke bliver spurgt til tilfredsheden med den mad, borgerne får serveret, når nu beboerne på plejehjemmene bliver spurgt om det?"
Der er iværksat to nationale brugertilfredshedsundersøgelser: Én for modtagere af hjemmepleje og én for beboere på plejehjem. Undersøgelsen af hjemmeplejen blev offentliggjort i juni, mens resultaterne for plejehjem først kommer næste år. I plejehjemsundersøgelsen vil de ældre blandt andet blive spurgt til kvaliteten af maden, hvilket ikke indgik i hjemmeplejeundersøgelsen.
Til det svarer ministeren, at hun er enig i, at det også er relevant at spørge borgere i hjemmeplejen om, hvor tilfredse de er med maden.
"Derfor vil Ældreministeriet frem mod næste brugertilfredshedsundersøgelse gå videre med at få inkluderet et spørgsmål om madens kvalitet, på linje med det spørgsmål, som stilles til ældre, der bor på plejehjem."
Svarer uden om
Pia Kjærsgaard peger samtidig på, at det er væsentligt at få klarhed over, hvordan man i dag undersøger tilfredsheden med mad blandt hjemmehjælpsmodtagere.
Fik du læst?
Omfattende brugerundersøgelse af hjemmehjælpen: Her er de fem mest interessante resultater
I sit svar undlader ældreminister Mette Kierkgaard dog at forholde sig direkte til det spørgsmål. I stedet fremhæver hun, at undersøgelsen først og fremmest er fokuseret på hjælp til personlig pleje og praktiske opgaver.
"Hvis borgere får hjælp til tilberedning og anretning af mad, bliver de spurgt til tilfredsheden med denne hjælp, ligesom de bliver spurgt til, hvor tilfredse de er med den hjælp, de får til bad og påklædning, hvis det er dét, de får hjælp til. Den viden har vi brug for, så vi kan understøtte en ældrepleje af høj kvalitet," skriver ministere.
Selv om ministeren erklærer sig enig i, at det er relevant at spørge til madens kvalitet, fremgår det ikke af svaret, hvorfor det spørgsmål ikke allerede var en del af den første brugertilfredshedsundersøgelse for hjemmeplejen.
Sidst opdateret: 14/08/2025 - 12:31










































