
Lotte Hartmann Lenius, chef for Ældre og Forebyggelse i Assens Kommune (tv.), Klaus Liestmann, direktør for omsorg og udvikling i Sønderborg Kommune og Karen Holdsbjerg-Larsen, omsorgschef i Viborg kommune.
Ældrechefer anerkender kritik: Frivillighed skal nytænkes
Tre ældrechefer er enige med forsker i, at frivillige kan spille en større rolle. Men det kræver et opgør med forældede forestillinger, tydelig ledelse og stærkere brobygning mellem fagpersonale og civilsamfund.
Udgivet: 03/06/2025
Når ældreplejen i fremtiden skal hænge sammen, bliver det ikke nok at skrue på bemandings- og budgetknapperne. Civilsamfundet skal i langt højere grad med ind i løsningen.
Det mener tre ældredirektører fra Assens, Sønderborg og Viborg. De anerkender alle kritikken fra Pia Kürstein Kjellberg, projektchef hos Vive, som i NB-Ældre netop har givet udtryk for, at kommunerne ikke udnytter det frivillige potentiale godt nok.
Men det handler ikke bare om at tilkalde flere frivillige. Det kræver, at hele tilgangen til frivillighed gentænkes, lyder det samstemmende.
Med den nye ældrelov er det slået fast, at kommunerne skal samarbejde med frivillige. Det er ikke kun en ambition – det er en nødvendighed. Ifølge Finansministeriet vil der frem mod 2035 mangle mellem 15.000 og 27.000 social- og sundhedsmedarbejdere. Derfor bliver det afgørende at mobilisere de frivillige kræfter, påpeger Pia Kürstein Kjellberg.
Lotte Hartmann Lenius, chef for Ældre og Forebyggelse i Assens Kommune, er meget enig. Men det er ikke nogen nem opgave for kommunerne at få budskabet ud, forklarer hun – og peger på fortællingen om frivillighed.
"Jeg tror faktisk, at ordet i sig selv har udtjent sin værnepligt. Måske skal vi tale om at bidrage i stedet for. Der skal man som kommune tænke helt anderledes og i nye baner – og så skal man række ud," siger hun og understreger, at frivillighed dør af pligt og lever af lyst.
"Hvis man forstår den præmis – også i ledelsen – så kommer man langt."
I Assens arbejder man på flere fronter for at engagere frivillige i ældreplejen. Kommunen har indgået partnerskab med Røde Kors og oprettet en afdeling, der målrettet understøtter frivillighed. En fællesskabskoordinator spotter lokale behov og sætter initiativer i gang i samarbejde med frivillige.
Kulturændring er nødvendig
Lotte Hartmann Lenius oplever, at flere borgere i Assens gerne vil bidrage.
"Vi ser en stigende lyst til det – og igen handler det om, hvordan vi taler om det. Hvis vi siger, at vi skal stille krav til frivillige, og at de skal indgå i en form for drift, så bliver det svært. Men hvis vi taler om, hvad man kan bidrage med, så begynder det at løsne op."
Det kræver også, at ældreplejens medarbejdere er trygge ved at samarbejde med frivillige, understreger hun.
"Vi skal være trygge ved at have frivillige kræfter inde, så vi kan fokusere på den faglighed, vi er ansat til at levere. Men det kræver, at vi arbejder med kulturen og vores forståelse af, hvad frivillige egentlig kan og må i ældreplejen."
Netop kulturforandringen – både internt og i den offentlige fortælling – er ifølge hende en afgørende forudsætning for, at frivillighed bliver en reel del af løsningen.
Gode løsninger findes i fællesskabet
Samme toner lyder fra Klaus Liestmann, direktør for omsorg og udvikling i Sønderborg Kommune. Han ser også et stort, endnu uforløst potentiale i samarbejdet mellem kommuner og civilsamfund – selv om der allerede foregår meget.
"Vi skal helt klart gøre mere. Det er jeg ikke i tvivl om," siger han.
Ifølge Klaus Liestmann er det største benspænd i dag vores forventninger til hinanden.
"Det er en ny måde at tænke det gode ældreliv på: at vi allesammen skal være en del af det og fortsat bidrage. Det kræver en forventningsaftale med hinanden om, at vi skal vænne os til at bidrage."
Hvordan arbejder Sønderborg med det?
"Vi inviterer meget ind til dialog. Jeg tror på, at det er i den konkrete situation, man kan drøfte forventninger – og dermed ændre på dem. Men vi skal selvfølgelig også hele tiden italesætte det, og politikerne skal snakke om det. Det er det her, vi gerne vil."
Systematik og struktur i Viborg
Også i Viborg ser man et stort potentiale i civilsamfundet. Men her har man allerede sat flere konkrete initiativer i værk, fortæller omsorgschef Karen Holdsbjerg-Larsen.
"Vi har taget hul på den dagsorden inden for det seneste års tid, så vi er ret langt i processen med at inddrage civilsamfund og frivillige," siger hun.
Kommunen har oprettet både interne og eksterne platforme, som gør det lettere at samarbejde med frivillige. Internt findes en digital værktøjskasse med skabeloner og vejledninger til medarbejdere. Eksternt er hjemmesiden opdateret med information og kontaktflader, så interesserede borgere kan finde vej til for eksempel plejecentre eller foreningsaktiviteter.
Derudover har Viborg udviklet platformen Social Kompas – en digital oversigt over lokale aktiviteter og fællesskaber, særligt målrettet seniorer/ældre.
Men struktur er ikke nok. Kommunen arbejder også aktivt med rekruttering af frivillige.
"Vi annoncerer aktivt i lokalsamfundet – i brugsen, seniorhuse og lignende – for at tiltrække frivillige til plejecentrene. Og så bruger vi mund-til-mund. Mange af vores frivillige rekrutterer faktisk selv nye gennem deres netværk," siger Karen Holdsbjerg-Larsen.
Sidst opdateret: 03/06/2025 - 12:13










































